Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Th. Schirmer: Ibsens nationale betydning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Th. Schirmer.
det sjælelige, vilde vi aldrig sunket ind i det religiøse, som
er i uoverensstemmelse med vort folks grundvæsen. Men
det som mest stængte, var netop dette, at vi ingen national
overdannelse hadde, som kunde gi uttryk for det som gjæret
i folkedypet. Den overklasse som var her danomanerne
stod som en dansk braminkaste over en folkelig paria
masse. Og denne dano manisme hindret derved
opstaaelsen av en national dannelse. Der fandtes
ikke engang et mellemled før paa slutten av 17-hundred
tallet, og da bare paa kysten.
Denne kjendsgjerning sier endda tydeligere, at vi maa
gjøre et skarpt skille mellem det statsretslige og folkelige,
mellem danskedømmet og det nationale. Vi maa ikke blande
disse to partiers og klassers historie sammen en feil som
vore historikere har gjort. Danomanismen har sin
historie, vort folk sin en historie om en modning
under sneen, for ved første solblink at brede ut blaaveisteppet
Henrik Wergeland.
Stiller vi os nu paa 1814 og ser forover mot nutiden,
tinder vi følgende grupper og kræfter: Danomanismen og
Henrik Wergeland først. Disse staar i kampstilling mot hin
anden, og stridens gjenstand er overledelsen." Men helt uten
for og for sig selv staar Ibsen. Han bevæger sig ikke mot
noget. Av den grund har man ikke blandet ham ind i det
nationale, naar vi ser bort fra at danomanismen har tat hans
ironier og ensomhet til indtægt for sig.
Hvad repræsenterer saa Ibsen? At det ikke kan være
danomanismen sier sig selv. Heller ikke kan vi slaa ham
sammen med Wergeland. Men er han ikke fremmed, maa
han være national, og som national maa han sammen med
Wergeland repræsentere det i virkelig forstand vaak
nende norske folk. Det for os vigtige spørsmaal blir
da forholdet mellem det Wergelandske og Ibsenske, eller med
andre ord forholdet mellem det nye Norge og det Ibsenske,
mellem det fremstormende og det «stillestaaende».
At Wergeland kom forut for Ibsen var nationalt og psyko
logisk naturlig. Selve 1814 maatte indbyde enhver vaaken
til at se lyst paa tingene. Revolutionens tanker og linjer kom
som aabenbaringer for vort demokratiske folk. Det er ogsaa
naturlig at hige forover, og vi levde ogsaa paa en maate aar-
590
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
