Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - P. Blessing Dahle: Den fri religion — og kristendommens moral
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
P. Messing Dahle
nølen med at anerkjende det metafysiske som det übetinget
primære. Især kan jeg forståa denne nølen netop i vor- tid
med dens storartede opdagelser med hensyn til tingenes
egenskaper og indbyrdes sammenhæng. Meget, som før var
«hinsidig», overnaturlig, er blit dennesidig og forstaaelig
for os.
Men det er, naar man mener, at man nu har løst ver
densgaaten, at man kommer ynkelig tilkort, eller hvis man
tror, man nogensinde vil komme til at løse den ad empirisk
vei, skjønt man kun har et bitte litet utklip av verdens
symfonien indenfor sin iagttagelses rækkevidde. Altsaa
henviser vi alle til troen, til vor umiddelbare trang til at ha
noget, vi kan stole paa hinsides vor iagttagelses snevre
grænse.
Men saa er det atter dette med en personlig Gud, man
har saa vanskelig for at gaa med paa. Og ganske vist,
naar man saa totalt misforstaar trangen til at hævde det
guddommeliges personlighet, at man deri kun ser en trang
brystet higen efter en «vilkaarlig« guddom, som det fremfor
alt gjælder at stemme gunstig for sig, «paavirke ham i vor
favør gjøre ære av ham, takke ham, synge ham lovsange,
dyrke ham», ja da kan man jo forståa, man heller vil være
en saadan Gud og en saadan gudsdyrkelse foruten. For mit
eget vedkommende vil jeg ogsaa her betakke mig.
Men jeg skal faa lov at minde om, at der ogsaa findes
en anden og høiere anskuelse av det guddommeliges person
lighet, og at der ogsaa findes en anden og ædlere gudstjeneste,
nemlig den, der sker av en like saa naturlig trang som den,
hvormed et barn løper ind mellem sin fars utbredte arme,
og at der ogsaa findes en høiere og bedre lovsang til Guds
pris i enrum eller under menighetens løfterike og op
dragende fællesskap og det er en lovsang, der er mindst
like saa naturlig som den, hvormed vi synger naturens eller
fædrelandets pris en 17de mai, ikke for at paavirke hverken
naturen eller Norge i vor favør, men simpelthen fordi vi
endnu er saa velsignet barnagtige vi mennesker, ialfald nogen
av os.
Hin farisæiske gudstjeneste har allerede Jesus dømt. Og
man vil forgjæves lete efter et forsvar for den i den prote
stantiske liturgik. Kun hvor der er en personlig trang til—
636
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
