Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken. Ibsens efterlatte skrifter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ibsen og nationalromantiken.
«Syvsoverdag». Og det er sandsynlig, at Eline i «Fru Inger»
og Alfhild i «Olaf Liljekrans» i deres tilbedende kjærlighet
er paavirket av Kleists vidunderlige «Käthchen von Heil
bronn». Men baade Heiberg og Kleist maa jo Ibsen ha
kjendt paa forhaand.
Allikevel! Vi faar huske, at Ibsen reiste ut for at studere
teateret. Rent a priori venter vi, at studiet vil sætte spor i
hans dramatiske digtning. Reisen førte ham først til Kjøben
havn. Han hadde faat stipendium av teateret i Bergen sam
tidig med Johannes Brun og Louise Brun. Det var bl. a.
bestemt, at kunstnerparret i seks uker skulde opholde sig i
Kjøbenhavn, «til videre Uddanelse i sin Kunst under Veiled
ning af Student Ibsen, hvem det er paalagt at opholde sig i
Kjøbenhavn i samme Tidsrum». I Kjøbenhavn lærte Ibsen
Heiberg at kjende. Reisen gik videre til Dresden, over Ham
burg og Berlin. Efter hvad professor Dietrichson velvillig
har meddelt mig, talte Ibsen ofte om sin første reise i Tysk
land. Han omtalte imidlertid aldrig, at han var kommet i
berøring med andre digtere end Haring, den frugtbare for
fatter av historiske romaner, mere kjendt under navnet
«Willibald Alexis», og denne digter har neppe havt nogensom
helst betydning for Ibsen. Men i Dresden saa den unge dra
matiker flere av verdenslitteraturens mesterverker gaa over
scenen. Og hele den tyske kulturrigdom i kunst og litteratur
maatte fængsle ham, som fra barndommen av hadde været
en skjønnets- og Schillerdyrker (cfr. J. Paulsen: Samliv med
Ibsen).
Vi merker da ogsaa en voldsom stigning i det dramatiske
sprogs skjønnet og kraft efter Tysklandsreisen. De mange
døde formler fra ældre dansk digtning forsvinder nu i Ibsens
dramaer. De mange intetsigende ha!-rop dør bort. Der
kommer egtere klang over ordene. Replikskiftet bølger som
et urolig hav. Snart klinger det let og lekende, snart er der
den tungeste lidenskaps malmklang i det. I «Olaf Liljekrans»
er det, som om sproget skriker efter musik. Saa er der
i Ibsens dramaer efter Tysklandsreisen kommet en egen
klang av længsel ut mot store begivenheter, mot rike op
levelser. Eline og Alfhild længter til «det brogede liv» ute i
den store verden. Det er længselen efter dette liv, Ibsen
ogsaa har følt. Saa holder det sit indtog i hans dramaer.
647
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
