Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken. Ibsens efterlatte skrifter - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
*
I orangekrattet blunder
Anderledes i norden:
Ibsen og nationalromantiken.
I «Kæmpehøjen» av 1853 er denne replik gaat nt. Isteden
for aapnes stykket av en lang monolog, som nok har en be
slegtet tanke, men langt dypere og eiendommeligere uttrykt.
Ja, endog Oehlenschlägers versemaal har den sløifet. Sydens
verden er gaat tinder, er forstenet:
fortids guder og gudinder,
høje marmorhugne minder
Her er smuldrende ruiner,
døsig dvale, tung og blød
Der er styrtende laviner
foraarsliv og vinterdød.
Og digtningen av 1853 gir et mere realistisk tidsbillede
end den ældre version. I det utrykte «Kæmpehøjen» er
karakterskildringen temmelig overfladisk. Paa Oehlenschlägers
manér skildres vikingerne som høimodige og ædle af hjertet.
Vikingekongen Gandalf sier til Blanka, den sværmende «val
landske» pike :
Blanka: Hvi skulde jeg vel det? See, du er stærk,
Og jeg er Quitide, værgeløs og svag;
O, skulde Helten vel fornedre sig
Til Voldsomhed imod den Svage
Dette replikskifte er ntgaat i den nye digtning, sammen
med saa mange andre oehlensehlägerske træk. I «Kæmpe
højen» av 1850 er alle vikingerne saa nogenlunde ens skildret;
høvdingens trofaste følgesvende er de først og fremst. Er
høvdingen først falden Hvite-Krist tillote, gjør de alle som
han. Gandalf blir meget pludselig omvendt. Det er kjærlig
heten til Blanka, sqm hevæger ham til at bli en kristen. Alt
saa et rent personlig forhold. Allikevel gaar de andre straks
med. Og Asgaut, «en gammel Kjæmpe», som ustanselig har
svoret ved Tors hammertegn og har raset over den kristne
svakhet, fører an. Han griper Blankas haand og sier:
Slik viser det sig, at hele motsætningen mellem syd og
nord, mellem kristendom og hedenskap ikke er nogen egent
lig modsætning. Den fremtvinger ikke med indre nødvendig-
Tilgiv min Barsked mod dig, fagre Mø!
Du ræddes ikke for den barske Kjæmpe.
om en verden, som gik under.
649
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
