Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Ibsen og nationalromantiken. Ibsens efterlatte skrifter - IV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fredrik Paasche.
har svaret som Tysklands filosofer og digtere under fædre
landets ydmygelse ved begyndelsen av aarhundredet: det evige,
uforgjængelige aandsindhold ! Striden mellem «keiser» og
«galilæer» blev da i sin første form en strid mellem verdens
magt og aandsmagt, mellem evig mørke og evig lys, mellem
«det, som ikke er og det, som er». Men saa kom det
Ibsen kalder «den paafølgende Udvikling» i Tyskland: den
er særmerket av «kulturkampen», i manges øine en ny kamp
mellem «legemernes herre» og «sjælenes herre». Ide katolske
biskopers motstand mot statsmyndigheterne sporet man tyde
lig en kirkelig tradition, som gaar tilbake til oldkirkens strids
aar: forfølgelsen skaper fanatisme, fanatismen übøielig trods-
I denne trods laa der noget imponerende, en viss glans av
det rike, som ikke er av denne verden. Og i denne lysning
maatte det falde lettere end før at se og forståa de stridende
fylkingers bevægelser under det første store sammenstøt
mellem «keiserens» og «galilæerens» hære i det 4. aarhun
dredes stormtid.
Paa den anden side var det jo saa, at de Heste frisindede
mennesker hurtig maatte bli klar over, at det unge keiser
dømme hadde en stor saks ret at vareta: aandsfrihet, oplys
ning, arbeidsglæde stod skrevet paa dets banner. «Den paa
følgende Udvikling», som Ibsen nævner som en grund til den
kunstneriske vekst hos ham, lærte ham at se skjønheten ved
verdensriket, værdien av dets kulturmagt, slik at «Kejser og
Galilæer» tilslut blev noget andet og mere, end det egentlig
var tænkt til. Blev et verk, som ogsaa lot jordglæden faa
sin ret, saa at det «vordende», «det tredje rige» ikke bare skal
bygge paa himmellængselen, men paa himmellængselen og
jordglæden tilsammen.
Og det var ikke bare himmellængselen, som hadde fun
det uttryk i tysk aandsliv. Jordglæden hadde ogsaa sangere
nok. Det er, som er vi paa iltogsfart gjennem det bedste i
Goethes og Schillers lyrik, som hører vi deres lovprisning
av den store, stille, skjønne antik, naar vi læser Julians av
skedsord til livet: «Skønne templer. Billeder. Skønne
løvkranste ynglinger dansende piger. Skønne jord,
skønne jordliv!»
Om paavirkning fra den tyske kulturkamp og det tyske
aandsliv fortæller Ibsen selv i sine breve. I oktober 1872
656
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
