Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Johan Daniel Landmark: Videnskabens stilling til nutidens religiøse krise
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Videnskabens stilling til nutidens religiøse krise.
i vort indre er skadet ved en synd, som giennemtrænger vort
eget væsen og dertil brer sig ut over den hele verden, som
et «radikalt onde», en kosmisk «sygdom til døden». Naar
videnskabens store grundidé, lovmæssighedstanken, har gien
nemtrængt vor etik og vor troslære, da former sig ut fra
samvittighedslivet i os den, underlige konflikt mellem moral
og positiv religion, som David Hume har formuleret saa
skarpt, at vi efter ham kan tale om H urnes problem:
«Hvis menneskelige handlinger kan forfølges i sine aarsaker
ved en nødvendig kjede til guddommen, kan de aldrig bli
forbryderske, men gode og rosværdige, eller hvis de er for
bryderske, maa vi betragte Gud som den egentlige foraar
saker av al skyld og moralsk skjændighed i al hans skab
ning.» Videnskabens grundtanke om alle tings lovmæssighed
vil i sin anvendelse paa denne konflikt mellem moral og
religion føre bort fra den hittil bestaaende religiøse dualisme,
ikke blot fra dualismen mellem Gud og djævel, thi Humes
problem blir staaende ogsaa nåar gndsforestillingeri falder
bort; men lovmæssighedstanken vil ophæve selve den religiøse
grunddualisme, den mellem synd og pligt. Paa en maate,
som Henrik Ibsen seiv ikke kunde gjort rede for, vil han
faa ret i sin forventning om det tredje rike, som skal grund
lægges paa kundskabens og paa korsets træ tilsammen, fordi
det hader og elsker dem begge, og fordi det har sine kilder
under Adams lund og under Golgatha.
I sin tale i Stockholm høsten 1887 henspiller Ibsen paa
K eiser og Gal i læe r, og idet han søker tilknytning til
naturvidenskabens evolutionsteori, uttaler han:
«.leg tror, at poesi, filosofi og religion vil smelte sammen
til en ny kategori og til en ny livsmagt, som vi nu levende
forøvrig ikke kan ha nogen klarere forestilling om.»
Nu denne opgaaen i en høiere enhed kan vi jo ikke
anta. Tanken er, som man har sagt, en hegelsk spekulation.
Og evolutionisten maa netop vente det motsatte, at der her
skal tinde sted ikke en sammensmeltning, men en utskilning.
Men allikevel: Det har intet at si, thi tanken om den store
verdensforsoning danner et knutepunkt, hvor videnskah,
digtning og religion krydser hverandre i fælles tankerækker:
Hume møtes med Ibsen, kristendommens dogme om Gud
menneskets frelsergierning er i slegt med Nietzsches drømme
51
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
