- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Enogtyvende aargang. 1910 /
108

(1890-1914) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: De sidste nætterne - II - III

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Tryggve Andersen.
øverste lønnene, og blev harm. «Hvem er det?» sa hun
myndig og slåp klinken. «Her er sygdom i huset, og De
faar værsgod —»
Tungen svigtet, hun lallet håast og støttet sig til dør
karmen . . Ut av skyggen løsnet en skikkelse, vaggende,
vuggende gled den nærmere, og hun kjendte den : brorsønnen
var det. Tæt foran hende svev det kvite ansigtet, og hun
værnet for sig med strake armer, svimlet og stupte.
«Helmer —» Hun knælte ved trammen og vaaknet til
samling og jämret navnet, og hun visste ikke mer av sin
skrøpelige frygt, visste bare sin fattige sjæls savn.
«Helmer,» klynket hun og steg stølt op og frem til de
øverste lønnene, dem han var kommet fra. «Helmer!» lokket
hun og graat snufsende.
Aa, herrejesus gutten hun hadde staat i mors sted
fra han var paa tredje aaret, og som hun ikke hadde evnet
redde fra ulykken kan hænde det voldte han dræpte sig,
at han hadde ødelagt hendes penger og ikke hadde kræfter
til at si det! . . Ikke aatte han vel et menneske at skrifte
det for, som værst var, skulde det ikke bli hende, hadde
aldrig hat det, for den konen hans dugde ikke til alvor
Og hun blev vetløs og daante fra ham og skræmte ham:
Han fik siet ikke sagt det, han vilde ....
«Helmer!» tagg hun og mante hun, saa svedten silret av
hende, og faafængt ransaket hun mellem busker og trær og
speidet ut i natten.
Nei, det nyttet ikke, dette. Men Gud maatte være barm
hjertig og naadig og la ham komme en gang til
Nattehimlen hvælvet sig høi og tindrende med mang
foldige stjerner, og sølvskjært gry over aasene paa vestsiden
varslet, at maanen var i vente ....
Vinterkulden hadde sat ind, og i den blikstille luft blev
den tynde frostrøk liggende og dølge fjorden. Men endnu
var det snebart; kongsveien, som lik en bred, gråa strek
delte de flate, rimkvite jorder mellem stranden og gran-
108

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 31 02:28:14 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/samtiden/1910/0116.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free