- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Enogtyvende aargang. 1910 /
111

(1890-1914) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tryggve Andersen: De sidste nætterne - III

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

De sidste nælterne.
Dygtig træt var hun, gudskelov, og hun stolte paa, hun
skulde sovne fort og trygt og ikke drømme. De samme
drømmene hadde uavladelig herjet hendes søvn, siden hun
saa det synet, og hun gruet for dem, hver gang hun la sin
slitne kröp i sengen. Støtt var de om Helmer, og livagtige
°g" stygge var de støtt. Synet hadde hun tiet med, vilde
ikke gi bygdefolket emne til prat og historier, og det skulde
ikke bli sagt, at han var av de selvmorderne, som ikke hadde
fred i graven, og at faster hans hadde set ham.
Hun tvilte næsten for, det var en drøm det og, at hun
saa ham. Den, som vaaket forstanden sløv, kunde altids
gaa og ha indbildninger . . Vorherre tilgi hende den syn
dige bønnen, at den døde skulde komme igjen ! Det synet
var svært lik drømmene hendes, nåar hun hadde lagt sig,
og neppe mer at bry sig om
Hun knäppet skakt og trevlet utaalmodig med trøie
kanten, men inden hun greiet rette paa det, sat hun ufor
varende og duppet og grublet:
. . Der var fler i haven end Helmer fire var de i
det ringeste, hun visste ikke nøiere tal paa dem. Han vanket
for sig seiv og skydde de andre, smøg langs gjærdet og smatt
omkring hjørnene og tittet, saa ræd var han dem. Men fik
de tæften av ham, gliste de og fræste og jaget ham som
ulver netop som glisende varulver bar de sig. Og han
rømte og flygtet. Hun hadde set den usæle armingen hoppe
fra træ til træ i alleen, og de glæfset og hugg efter ham, og
blev han for frygtelig stedt, kunde han sprætte i ett kjør tvers
over plænen og helt til trammen, og der dundret han paa
døren og vilde ha hende til at frelse sig. Hun fattet
lampen og fløi ned, han klemte sig ind til væggen og graat
«mama, mama», og hun lyttet og hujet mot dem, vaagde
ikke be fadervor for hans skyld, som bak hende var. Men
hun løftet lampen, og de lusket unda, lyset magtet de ikke . . .
Paa den visen drømte linn stændig. Underlig var det,
den tid han var smaagnt brukte han og sutre «mama,
mama», hvis han led rigtig vondt, endda han siet ikke kunde
mindes mor sin. Og om han hadde været aldrig saa slem,
hun blev ikke istand til at tugte ham, gjorde han det . .
Og hendes brøde var det, at det skortet paa strenghet under
opveksten hans
111

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 31 02:28:14 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/samtiden/1910/0119.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free