Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Den første «europæiske koncert»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den første «europæiske koncert».
mellem de liberale i de forskjellige italienske land. Men i
mars 1821 kom det dog til oprør i Piemont, og ogsaa her
blev den spanske forfatning av 1812 proklamert.
Samtidig reiste grækerne sig paa Ralkanhalvøen mot det
tyrkiske voldsherredømme. Handel og skipsfart hadde i Græken
land, likesom i Norge, fostret en ny uavhængighets aand, og i den
hellenske frihetssang «Aeike Tialbeq fijuépa
fjAftev» (frem, hellenernes sønner, ærens dag er kommen) hørte
Europa gjenklangen av den franske marseillæse.
Saaledes var paa litt over et aar hele Sydeuropa tændt
i brand, og Lord Ryron kunde med triumf synge ut: «Paa
Atos’s tjelde, ved det stille hav, i begge verdensdeler vaier
samme fane.» Thomas Moore saa allerede i drømme det
is-slot som den hellige allianse hadde bygget sig paa Neva’s
vinterlige strande, tine bort for solstraalerne fra syden; han
saa folkene række frihetsfakkelen fra haand til haand, og
ventet at faa opleve den dag da den hellige ild luet paa alle
Jordens altre, da fyrsternes forbund maatte vike for fol
kenes broderskap.
Det 18de aarhundreds store revolusjon hadde virkelig
ogsaa skapt en levende samfølelse ikke bare mellem kongerne,
men ogsaa mellem folkene, og den hadde kastet en uro i
sindene som al reaksjon ikke hadde kunnet døive. Allerede
straks efter kongressen i Aachen hadde Fr. v. Gentz skildret
tilstanden slik: «Alle de europæiske land uten undtagelse
herjes i sit indre av en brændende feber, som ledsager eller
forbereder de voldsomste rystninger som den civiliserte verden
har været utsat for siden Romerrikets fald. Det er en kamp,
en krig paa liv og død mellem de gamle og de nye prin
siper, mellem den gamle og en ny samfundsorden. Reak
sjonen av 1813, som har hemmet, men ikke stængt for den
revolusjonære bevægelse i Frankrike, har med næsten uund
gaaelig nødvendighet vakt den til liv i de andre stater. Alle
elementer er i gjæring, alle myndigheter er i fare for at
komme ut av likevægt; de fasteste institusjoner er rokket i
sine grundvolde, likesom bygningerne i en by ved de første
støt av et jordskjælv som om faa øieblikke vil ødelægge alt.»
Metternich har i sin «politiske trosbekjendelse» fra 1820 op
lyst om hvad det var for samfundsklasser som paa fast
landet holdt uroen vedlike: «pengemændene sande kos-
173
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
