Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Literatur og nationalitet - 2 - 3
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
18 Samtiden. 1910.
Literatur og nationalitet.
17. Mai» og de andre maalblade gjør sig skyldig i. Jeg indser
fuldt vel, at det av politiske eller literærpolitiske grunde kan
være baade klokt og forsvarlig overfor et verk at anvende
ogsaa en anden maalestok end den rent æsthetiske. Hvor
en literaturretning indgaar som led i en stor, social bevægelse
er dette endog uundgaaelig, og det er saaledes intet at si paa,
at en bok i et givet tilfælde av kritikken faar en støtte, som
den ikke vilde opnaa, om kunstneriske hensyn alene skulde
være de avgjørende. Men taktikken er langtfra ufarlig, og
der skal en fintmerkende evne til at avgjøre, i hvilken ut
strækning den med fordel kan benyttes. Denne evne kan
ikke være synderlig virksom indenfor maalleiren. Her har
nemlig denne taktik utviklet sig til et evindelig vellæte, til
et vetløst storskryt, der for længe siden er begyndt at slaa
ind, saa det nu i en betænkelig grad holder paa baade at
nedsætte læsernes fordringer til literaturen og at svække de
kunstneriske krav, forfatterne maa stille til sig seiv. Denne
«kritik» er langt farligere for maalsaken og maalliteraturen
end den mest ondsindede forfølgelse fra motstandernes side.
Naar alt, hvad der skreves paa maalet, blev befundet at
være saa fortræffelig, faldt det jo likesom av sig seiv, at det
norske folk nu maatte kunne klare sig med landsmaalsbok
avlen alene. Det er da ogsaa længe siden landsmaalets
literaturskjønnere drog denne slutning, og det glade budskap
forkyndes stadig mere høilydt. Samtidig drives der fra denne
kant en hatefuld forfølgelse av den norske literatur, der
skrives paa «riksmaal». Det betragtes som noget av en lands
forrædersk handling at bruke «danemaalet», det er i ethvert
fald et utvilsomt vidnesbyrd om manglende nationalt sinde
lag. Og polemikken antar ikke sjelden endnu usmakeligere
former, som nåar de unge «riksmaals»forfattere konsekvent
søkes mistænkeliggjort som en bande moralsk fordægtige
personer, hvis bøker landsungdommen maa bede Vorherre
bevare sig for at stifte bekjendtskap med. Man kan i «Den
17. Mai» møte en «moralsk interesse» for literaturen, der
reverenter talt minder om den, organer som «Morgenbladet»
og «Aftenposten» leilighetsvis lægger for dagen. Og hr.
Steinsvik er tilsyneladende ikke det mindste urolig over
261
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
