Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
stormvinter i Kristiania 1859—60, da Bjørnson gik fra kamp
til kamp og tilslut efter statholderstriden blev saa godt som
nødt til at utvandre. Eller den langvarige aandelige
kulde-periode, han oplevede i «tigerstaden» under kam
pen mot «skrift-teologien» og pietismen og mot det «nye
unions-forslag», fra 1866 til 1871 i den tid da fru Karoline
Bjørnson av medfølelse med ham lærte sig til at klippe hans
håar, fordi han knapt kunde gaa i en barberbutik uten at
uglesees eller saares av spidse bemerkninger, og da han man
gen en gang kviet sig for at gaa ned paa Karl Johan. Men
allerede aaret efteråt det nye unionsforslag var stedt til hvile,
og Bjørnson var gaat seierrik ut av denne kamp, likesom av
striden om hans gjenvalg som Studentersamfundets formand,
da reiste han atter en ny storm imot sig, den saakaldte «sig
nalfeide», hvori han for en lang tid satte sine danske venners
sympati overstyr, og paadrog sig en heftig poetisk overhaling
fra sin fordums ven, Henrik Ibsen. Og da efterdønningerne
efter denne strid saa nogenlunde hadde lagt sig, og Bjørnson
gjennem sit banebrytende skuespil «En fallit» var paa veien
mot ny europæisk berömmelse og dertil lunt og godt bosat
paa egen gaard og grund midt i det kjære norske bondeland
mellem gode venner paa Aulestad, da reiste han atter imot
sig en voldsommere og langvarigere stormbyge end nogen
sinde før gjennem sit brudd med kirkelæren og sin vældige
agitation for det rene flag, republikken og rigsretten. Og neppe
var kampen mot det absolute veto gjennem rigsretten ført
frem til seier og den heftige strid med teologerne vidunderlig
avklaret og omsat til den mest sjælfulde poesi i «Over Ævne»,
da hadde Bjørnson allerede tilkastet en ny skare motstan
dere, nemlig Georg Brandes og hans tilhængere, «En hanske»,
og ikke længe efter begyndte den store kamp mot naturalis
men og «bohemen», til værn for ungdomskraften og familie
livets moral. Og fra nu av kjæmpet Bjørnson i en række
av aar med front til to sider, mot de religiøst og politisk
konservative partier i alle tre nordiske lande, og mot en stor
del av kunstner-standen under Georg Brandes’s glimrende
anførsel. Og midt under denne kamp til to sider kom hans
kraftige deltagelse i den voldsomme strid inden venstrepar
tiet, for det rene venstre og mot «oftedølerne» og de mode
rate, og bruddet, det smertelige, men nødvendige brudd med
286
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
