Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Bjørnstjerne Bjørnson.
er der en mægtig og medfølende skildring av uretfærdig av
straffelse av en hest. Under sine gjentagne ophold i Rom
og Paris kjæmpet han stadig for hestenes sak, mot sulte
foring og prygl. Hvis han paa en sjælevandring skulde
forvilde sig til heste-landet, beskrevet av Swift i Gullivers
sidste reise, tror jeg Bjørnson vil faa en god mottagelse.
Han var menneskekjær og dyrevenlig som faa. Men han
var ogsaa en kritisk, en opsætsig og stridbar natur, som ofte
støtte folk ved sin altfor aapne likefremhet og sit myndige
frisprog. Han var ofte tung paa haanden, nåar han slog til,
som hans egen Thorbjørn og Sæmund Granlien i «Synnøve
Solbakken». Han begyndte sin forfattervirksomhet med
skarpe kritiker av de digtere og skuespillere, som stod i veien
for det unge Norge, som skulde frem. Før han blev Syn
nøves digter, førte han i Norge sin tids djerveste, hvasseste,
vittigste kritiker-pen. Henrik Ibsen trodde, at Norge i den
unge Bjørnson hadde faat en ny kritisk begavelse. Og
Bjørnson trodde om den unge Ibsen, at hans egentlige kald
var at være en drømmende lyriker! Saa bakvendt dette end
tar sig utt for os, der var dog nogen sandhet i de to unge
geniers ensidige syn paa hverandre. Noget av det mest blivende
trylleri ved Ibsen nutids-dramaer er vel dette, at inderst inde
i dem bor den ny-norske literaturs mest fantastiske drømmer,
en revolutionær lyriker, som ser ned paa det flate hverdagslivs
lavland fra sit ensomme høifjeld (som i «Paa vidderne» og
«Brand») og som i fornem avstand fra døgnets strid og i sin kunsts
pletfri bryllupsklædning venter paa «det vidunderligste», en
kolossal politisk, religiøs og etisk verdens-omveltning. Den for
modning, som jeg for et par aar siden fremsatte, at hemmelig
heten ved Henrik Ibsens store nutidsdramaer er den romantisk
revolutionære drøm om en voldsom kultur-katastrofe et
fremtidss3m, som kaster et rødt brandskjær over det bestaa
ende samfund, navnlig over alt det «ormædte», alle samfunds
løgne, der virker som hemmelige miner og sprængstof;
denne opfatning bekræftes især ved det interessante brev fra
Ingvald Undset, som «Samtiden» nylig har offentliggjort.
Ibsen er den store høi-romantiske drømmer, som redder
Byrons og den unge Heines revolutionære lidenskap og
Saint-Sinionisternes drøm om det tredje rike ind i realismens
og positivismens tidsalder og bygger de solidest murede og
289
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
