Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
tilsyneladende mest «objektive» dramatiske bygverker ovei
den vildeste romantiske katastrofe-drøms krypt-kirke.
I motsætning hertil er Bjørnson alt i alt vor største
virkelighets-digter, ikke blot menneske-glad og virkelighets
kjær som ingen anden, men ogsaa haardhændt kritisk over
for en stor del av den bestaaende virkelighet. Dette sidste
maa ikke glemmes. Mens Ibsens revolutionære fremtids
drøm syntes at ligge saa fjernt, at hans høikonservative
norske venner i 1860- og 1870-aarene ansaa ham for politisk
uskyldig (en undervurdering, som han siden heviiet med
glans) og endog regnet ham for «høires digter», var det
«lyrikeren» og «fusentasten» Bjørnson, som atter og atter
grep fat i det bestaaende med haarde næver og fremtvang
eller bidrog til at fremtvinge en reel forandring. r Det var
ham, som atter og atter hvad Ibsen i et brev beklager
fik «det kjøpedygtige publikum» imot sig. Det var ham, som
efter flagstriden blev Ibsens hoved-model for «En folkefiende».
Bjørnson som «Norges bankende hjerte» (ifølge Grieg) og
Bjørnson som en «folkefiende», hvordan skal disse to
motsatte synspunkter kunne forenes? Saken er jo den, at
denne mand, som Norges hovedstad nu tilslut mottok söm
en konge, og hvis likfærd blev hilset med 21 kanonskud,
han hadde i firti aar eller mere næsten altid, eller ialfald
som regel, «Kristiania-opinionen» og flertallet inden de mest
oplyste overklasser imot sig, simpelthen fordi han var en
uavladelig fare for disse klassers særskilte interesser, ja
en legemliggjørelse av den radikale fare. Seiv nåar han
kjæmpet for hele Norges sak overfor det danske teater og
senere overfor svensk overhøihet, følte de toneangivende
kredse inden overklasserne det i lang tid, som om han
kjæmpet mot deres smag og interesser.
Man har neppe som regel lagt tilstrækkelig merke til, at
endog de skjønne og harmoniske digterverker, som stundom
har været sammenlignet med hyrdepoesi, «Synnøve», «Arne»
og «En glad gut», har været mægtige organer for en stor
forskyvning av de politiske og sociale magt-forhold, hæv
ningen av bondefolket og dets myndiggjørelse overfor embeds
og kjøbmands-standen; og at alle disse fortællinger, like til
«Fiskerjenten» og «Brudeslaatten», handler om, hvorledes
det unge Norge, det nye, ærgjerrige, reformivrige slegtled
290
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
