- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Enogtyvende aargang. 1910 /
293

(1890-1914) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Bjørnstjerne Bjørnson
saa sang Bjørnson i 1871 i sit sørgedigt over Schweigaard,
paa en tid da en række av store nordmænd vandret bort;
foruten Schweigaard : Halvdan Kjerulf, Michael Sars, Ole
Gabriel Ueland, snart etter Vinje og efter en lang pinsel
ogsaa Welhaven. Vi har i de senere aar hat en lignende
oplevelse av et tidsskifte. Henrik Ibsen er vandret bort,
efter at ha skjænket os en dypt vemodig dramatisk epilog,
og efteråt han i et par aar var død bort fra os tomme for
tomme. Jonas Lie og Alexander Kielland er borte. Vore
geniale forskere fra den anden halvdel av det nittende aar
hundrede, Sophus Lie, Cato Guldberg, Carl Anton Bjerknæs,
Ivar Aasen og Sophus Bugge, er døde og borte. Og Bjørn
stjerne Bjørnson, i flere stykker den centrale skikkelse iblandt
dem, ogsaa han har vi set dø bort fra os, celle for celle av
den mægtige hjerne, tankernes og billedsynernes hus, likesom
blad for blad av et høit træs løvrike krone, som gav sang
fuglene ly. Den sidste fugl, som sang under dette løvtak,
istemte en hymne til vaaren og regndraapernes dans. En
sang, hvori Bjørnson gav det sidste avtryk av sin lyse og
muntre, men ogsaa ømme og kjærlige natur.
ikke med torden og styrtende skraal,
som var et hærverk dets eneste maal.
Nei, i det spinkle og vare begyndende
hørtes melodisk et smaamuntert nynnende
som til en dans. Og førend en sanset det,
Uraad at skjelne, hvor mange der var
av svingende, syngende, luftlette par.
Nedover berget og skogen det bar,
bortover elven og utover dalen,
lystig var stemningen, stor nok var salen.
Der, hvor de syngende, dansende svævet,
farver der tændtes, det bøide sig hævet,
duftbølger fulgte det dansende kor,
og sang fløi tilveirs fra den danstraadte jord.
Men under sin jubel slet intet de glemme.
De hører den sagteste, klagende stemme,
de frelser det usleste græsstraa i klemme,
gaar ind til det inderste hjerteblads gjemme
mere kom til, og saa sang det og danset det.
«Og saa kom regnet
«Og da han løstes av,
en tid gik med i grav»,—
293

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 31 02:28:14 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/samtiden/1910/0301.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free