- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Enogtyvende aargang. 1910 /
294

(1890-1914) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Chr. Collin.
Hvem gjenkjender ikke i disse sidste ord det fineste og
bedste i Björnsons natur, hans i somme stunder altomfav
nende ømhet, hans omsorg for de smaa, for skjæbnens og
samfundets stedbarn. Hans sidste store glæde i livet maa
vel ha været at sætte sig paa vaar-regnens plads, besjæle den
med al sin kjærlighet til land og folk og med sin lyse tro
paa dets fremtid. Fra sit sykeleie, hvor han laa med den
venstre side lammet, svang han sig i fantasiens drømmesyn
op til livsjubel og dans. Hans aand skapte sig, som Shelley’s
i «Skyen», et nyt legeme av naturens velgjørende regn. Han
blev i nogle lykkelige stunder ett med jordens foryngende
kræfter, han den gamle mand, som var ifærd med at dø.
Fra mit sidste møte med ham i Paris tre-fire uker før hans
død har jeg et uutslettelig indtryk av, hvorledes hans hjerne,
eller den del som var tilbake av hans hjerne, endnu arbeidet
for menneskehetens vel. «Jeg ligger og arbeider,» sa han til
mig, «paa et stort problem, det vanskeligste av alle, parti
spørsmaalet.» Naar han en gang imellem vaagnet op av
sine drømme, var hans aand endnu forbausende snartænkt
og klar. Han sa ikke mange ord, men han hadde det rette
ord paa rede haand, gjerne et venlig, kjærtegnende ord. Til
et av sine barnebarn sa han en dag: «Du Arne, jeg ligger
og tænker paa, om jeg ikke endnu kan gjøre no’ godt
mot Dere.» Undertiden, om natten, nåar han fantaserte,
krævet han blæk og pen. Han vilde digte, han satte paa
sig briller og endog hat, han fik sitte opreist i sengen, og
den høire haand, som endnu var merkelig sterk, skrev, skrev,
skrev .... Det sidste, som han nedskrev, for nogle maa
neder siden, var disse ord, som er gjentat flere gånger, med
famlende haandskrift: «De gode gjerninger redder verden.
De gode gjerninger redder verden. Tilegnet de polske
fabrikpiker.» Den lille papirlap indeholder Björnsons aande
lige testamente.
En hel stor tidsalder i Norges historie er ifærd med at
dø bort. Sandsynligvis, eller endog utvilsomt, den kultur
rikeste tid, som det norske folk nogensinde har oplevet. Jeg
tænker især paa de to store slegtled, Wergeland-Welhavens
og Bjørnson-og-Ibsens slegtled, genierries tidsalder som
ingen anden tid i vor historie. Især de otti aar fra 1825 til
omkring 1905, fra 1825, da Wergeland og Welhaven blev
294

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 31 02:28:14 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/samtiden/1910/0302.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free