Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Bjørnstjerne Bjørnson
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Chr. Collin.
skjemt, fra tragedie til komedie og omvendt, som i «Over
Ævne», modulationer, som i finhet og bløt ynde mindet
om vidunderlige steder i Beethovens musik.
Modulationens kunst, de fine og lette overgange fra den
ene toneart til den anden, det var noget av det mest fortryl
lende allerede ved hans første fortællinger og digte. Det var
en del av trylleriet ved hans person. Ingen var mere oplagt
til at le og se tingene fra den lystige side. Ingen var mere
gjennemtrængt av. livets alvor. Jeg har ialfald ikke truffet
nogen, med hvem det var lettere til enhver tid at tale alvor
lig. Dette dobbelt-træk i hans natur lever for alle tider videre
i hans digtning; ikke mindst i verkerne fra den stormbevæ
gede tid omkring 1880, en foraars-tid i vort kulturliv, da stem
ningen skiftet hurtig som veiret paa en vaardag. Da var det
at hans digtning løftet paa de tyngste problemer, men ogsaa
overskyllet problem-debatten med det mest sprudlende humør.
Mon det ikke var det «naive» alvor, den dype og umiddel
bare følelse av menneskelivets vigtighet og værd, som var
grundlaget for hans livsglæde? Fra selve dybden av hans
alvor var det som om lystigheten steg op som skumperier i
vin. Tænk paa de fastende, efter ryper hungrende presters
forhandlings-møte i «Over .Evne», de unge pikers låtter-kor
i «Det flager», eller paa det dype alvor, som ligger til grund
for professor Tygesens komedie i «Geografi og kjærlighed».
Gjennem oldemors mund i «Leonarda» hadde Bjørnson
i 1879 forkyndt, at «de store følelsers tid er vendt tilbake».
En vaartlom av store følelser og tanker brøt gamle stængsler
i politik og religion, i videnskap og kunst. Det var den tid,
da baade Bjørnson og Ibsen oplevet en «ny ungdom» i sin
digtning (Georg Brandes’s ord), og det samtidig med at en ny
skare digtere, med Alexander Kielland høi i spidsen, brøt lar
mende og leende igjennem. En modig og munter flok av
musikere (som Grieg og Svendsen, Selmer og Sinding og
Lammers) og av bildende kunstnere kom hjem fra utlandet
og bragte med sig vaarluft fra de store kulturlande og livs
mod fra ny skaberglæde og «europæisk» berömmelse. Det
talrikste kuld av riktbegavede malere, som vort land nogen
sinde har frembragt, kom hjem fra Miinchen og især fra
Paris, enkeltvis og i følge, og kastet sollys og sterke, sunde
farver i øinene paa folk fra sine lærreder, hvor frilufts-
300
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
