Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - J. Løvland: Kong Edvard VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
KONG EDVARD VII.
Kongen er død! Kongen leve!
Saa lød det gjennem det Britiske Rike lørdag den
7. mai.
Men alt folket stanset ved ordet: kong Edvard er død.
Det er godt nok at institutionen bestaar og fortssetter med
en vel anset efterfølger paa tronen. Men manden, som vi
litte paa, er borte. Riket følte det som et uerstattelig tap,
og den øvrige verden deler denne følelse.
Dette er saa meget merkeligere, da den britiske konge
igrnnden er uten personlig magt. Det er folket, parlamentet
og dets ministerium, som råar for politikken. Det skulde
saaledes være noksaa betydningsløst i politisk henseende,
hvilken mand eller kvinde repræsenterer riket paa tronen.
Og det kan saa være. Det britiske styre vil gaa sin parla
mentariske traditionelle gang, seiv om regenten personlig
ikke interesserer sig for politikken. Men dette hindrer ikke
at en dygtig konge, i samarbeide med de parlamentariske
ministerier, kan øve stor indflydelse. Og det er dette kong
Edvard har gjort baade ved det konservative ministerium
Balfour-Landsdowne-Chamberlain og ved det nuværende
liberal-radikale ministerium Campbell-Bannermann-Asquith-
Grey-Lloyd George, en indflydelse som har været saa kjende
lig, at ingen har tvilet paa den.
Det er først og fremst og væsentlig i utenrikspolitikken
denne indflydelse har kommet tilsyne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
