- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Enogtyvende aargang. 1910 /
358

(1890-1914) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Erik Givskov: Et folk som dør

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

ET FOLK SOM DØR.
Over i en af Amerikas storbyer gaar der idag en lyksalig
ung mand. Dag ud og dag ind, aar ud og aar ind har
han lagt dollar til dollar for at faa skrabet sammen tilstræk
kelig mange af disse allmighty dollars til en Pariserreise. Nu
har han naaet sine ønskers maal; hans lomme bugner af
pengesedler; han har allerede løst sin billet, og snart gynger
han paa Atlantens bølger imod sine længslers maal, det skjønne
Paris, «lysets by».
Saaledes kommer de i skarevis fra alle verdens kanter,
fra Tyskland som fra Tyrkiet, fra England som fra Australien,
fra Japan som fra Argentina; saaledes kommer de, unge og
gamle, til denne by, der for dem alle staar som civilisationens
centrum. De kommer for at se, de kommer for at lære, de
kommer for at nyde ; men de færreste tinder, hvad de søgte.
Allerede det første indtryk er ikke for gunstigt. Det er
overalt den ikke reisevante turists skjæbne at blive trukket
op af droschekuskene ; men intet steds sker det saa frækt
som her. Og vil den reisende for at spare benytte sporvog
nene, da maa han stige ind i en af disse skrækkelig gammel
dagse kasser, der er idealet af uhygge og urenslighed. Og han
maa saa nogenlunde give sig skjæbnen i vold med hensyn til,
hvor han skal stige af; ti at opnaa en forstaaelig besked af
den altid uhøflige og uvillige konduktør er ganske haabløst.
Men tilslut tinder man dog et hotel, og efter et hastigt
toilette begiver man sig ud for at se livet paa de store boule
varder.
De store boulevarder! Fylder ikke ordet alene os med
en drøm om lys og skjønhed og foraar? Under de unge
kastanjers hvidnende blomsterkjerter glider strømmen af ele
gant klædte damer og herrer forbi en, nåar man har sat sig
til ro udenfor en af de talløse kaféer, der straaler i lys og
gyldenglans.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 31 02:28:14 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/samtiden/1910/0366.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free