Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: Spiritisme og socialisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Spiritisme og socialisme.
(Religion p. 52), men udmerker sig, trods franskmand, ved
sit i høi grad abstruse sprog, hvilket vistnok mer end noget
andet har bevirket, at hans skrifter er alt andet en populære.
Dertil kommer, at han, trods discipel af St. Simon, er aprio
riker paa sin hals og saagodtsom intet vil vide af den moderne
empirisme, i hvis sted han paa egte gammeldags vis lov
priser den rent «geometriske» metode. Filosofien har
for ham ikke sit værd i sig seiv, men alene som overgangs
form fra en religionsform til en anden, idet den efter ham
har ved sin kritik at opløse og omstyrte ethvert lavere og
ufuldkomnere, forældet religionstrin og grundlægge et nyt
og høiere, mere fuldkomment. Den er med andre ord lutter
religionsfilosofi. (Se f. eks. Ref. de VEcl. p. 249.)
Kristendommen er ifølge ham et saadant forældet reli
gionssystem, som det derfor nu gjælder at omstyrte. Den er
ikke modtagelig for nogen saadan reform som af St. Simon
i hans Nouveau Christianisme tilsigtet. Desuden havde En
fantin ved sin anstødelige lære om kjødets emancipation for
vandlet det hele forsøg til den rene karrikatur, hvorfra Pierre
Leroux paa det alvorligste tager afstand. Han roser i denne
forbindelse kristendommen, fordi den søger religionen grund
lagt paa kjærligheden, fornemmelig næstekjærligheden, men
dadler paa den anden side strengt, at den overser egoismens
relative berettigelse. Egenkjærligheden er ham af lige stor
sedelig betydning som næstekjærligheden, og han søger der
for deres høiere enhed som moralens eneste sikre grund.
Denne høiere enhed tinder han i solidaritetsprincipet eller
solidaritetsloven. Den alene omfatter jeget og næsten, retten
og pligten under et.
Idet han nu søger metafysisk at begrunde denne sin
moralfilosofi, kommer han paa en mer end letvindt maade til
det resultat, at sjælen er udødelig. Intet værende kan nogen
sinde ophøre at være. Af væren kan ikkeværen aldrig frem
gaa. Vous étes, done vous serez. Thi som værende er vi del
agtige i væsenet (ordspil med eire i betydningen være og
samme ord i betydningen væsen), d. v. s. det evige og uende
lige væsen, og det evige kan aldrig gaa tilgrunde. (L’Huma
nité t. I. p. 195.) Sandelig et mildest talt temmelig flot bevis!
Forandres kan man dog. Alt endeligt er förvandlingens lov
underkastet. Men i al forandring er er der noget i sig ufor-
379
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
