Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Waldemar Dons: Spiritisme og socialisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Waldemar Dons.
griber scepteret og fremkalder menneskeheden. Han skildrer
urmennesket, hvem han tillægger merkelige intellektuelle in
stinkter, i kraft af hvilke det efterhaanden lykkes at grund
lægge de første patriarkalsk-kommunistiske kulturriger. Det
er St. Simons første «organiske» civilisationsalder, da den i
sig alfuldkomne urreligion hersker helt og uanfegtet om end
i endnu temmelig uudviklet form. Saa følger de historiske
tider, der væsentlig alle er, hvad St. Simon kalder «kritiske»,
d. e. opløsende og derigjennem forberedende ny og høiere
organisation. Navnlig er oldtiden, især den klassiske, en
eneste uafbrudt nedgångens og selvopløsningens tidsalder, da
baade religion og socialistisk-kommunistisk styre efterhaanden
gaar tilgrunde. Middelalderen sætter ind med vaarfrisk reak
tion mod al denne ødelæggelsens vederstyggelighed og be
grunder forsaavidt en ny organisk periode. Men den har for
liden baade dybde og fylde og bliver derfor kun af ringe
varighed og styrke. Renæssancens individualistiske orgier river
alt overende igjen, reformationen og den efterfølgende kri
tiske videnskabelighed i forbindelse med tidens liberalistiske
brynde, der kulminerer i revolutionen, gjør resten og maser
alt tilhobe sønder og sammen. Men paa ruinerne reiser
socialismen for alvor sit hoved og rekonstruerer gjennem
Jean Reynaud den ældgamle urreligion. I dens tegn vil der
seires over hele linjen, og urtidens visdom, skjønhed og
styrke lidt efter lidt vende tilbage i ny og mer udviklet form.
Menneskeheden vil atter organisere sig til et al jorden om
spændende fredssamfund, et systemernes system af helt igjen
nem socialiserede stater, kommuner etc.
Dog vil nogen egentlig fuldkommenhedstilstand aldrig
indtræde paa denne jord. Dertil er den seiv altfor ufuld
kommen. Menneskets liv herneden vil derfor stedse forblive
en art skjærsild, om end under fremtidens socialistiske styre
i stedse mildere og mildere former. Men derfor bør dog
ingen fortvile. Thi enhver, der staar prøven ud paa tilfreds
stillende maade, vil kunne gjøre sig sikkert haab om næste
gang at reinkarneres paa en ny og fuldkomnere klode.
Til gjengjæld vil den, der falder altfor dybt, risikere næste
gang at reinkarneres paa en endnu ufuldkomnere klode.
Mer og mindre fuldkomne kloder er de eneste «paradiser»
og «helveder», som eksisterer. Thi universet er ifølge vor
384
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
