Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Finn Nyquist: Ludvig Feilberg. Praktisk levelære
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Finn Nyquist.
ligheden er en virkelig realitet, siger han, hvorpaa der kan
udføres levende kraft, og aabenhed er en virkelig materiel
aabenhed, hvorigjennem den levende kraft finder vei. Vi
maa da kunne overføre de samme simple love, som gjælder
for virksomhed i den materielle verden paa aandelig virk
somhed. Aabner jeg mig i mod uendeligheden (ekstern aaben
hed), saa udfører jeg levende kraft paa denne og udretter et
arbeide paa naturobjektiviteten (ekstern udførsel). Aabner jeg
mig imod mine egne væv og organer (intern aabenhed), saa
udfører jeg kun levende kraft paa disse. Jeg gjør ingen gavn
i den store natur udover det, at jeg pleier mig seiv til mulig
senere virksomhed (intern udførsel). Lukker jeg mig endelig
ganske, er jeg unyttig overfor naturen i sin helhed og bevarer
kun min hidtilværende formue og tilstand. Det menneske,
der saaledes lever livet igjennem uden at bringe levende kraft ud
mod naturobjektiviteten gjennem universel aabenhed, er i
virkeligheden naturoverflødig og faar til straf, at han dege
nererer, faar ikke noget rigt, værdifuldt ud af livet, livet blir
usselt for ham.
Mellem denne ydre, universelle realitet og det bevidste,
personlige seiv, forselvet, som han kalder det, er der tyde
lig ingen forbindelse. Derimod synes der at være et vist
upersonligt seiv, et naturselv, som føler sig hjemme her.
Det er netop det nu saa høist aktuelle übevidste liv, natur
livet i os, som vi ved, spiller en saa stor rolle i vort daglige
liv i alt, hvad der fødes uvilkaarligt i os. Det er sædet for
instinkterne og for det, vi kalder samvittighed, og det er det,
som gir sig tilkjende i alle ideelle følelser og i alle livs
fænomener, hvor sindets baggrund saa underligt træder frem.
Det er dette übevidste liv, indreselvet, ligeløbet bringer os
nærmere til ved at føre os bort fra det personlige, strængt
egoistiske i os, og det er herfrå det faar sin rige evne til at
frembringe nye ting i sjælen (sjælelig spireevne, mulig
heds værdi).
Uvilkaarlig kom jeg her til at mindes Nils Kjærs tale
ved Ibsenfesten 20 mars. Der tinder vi netop det samme,
de to Peer Gynfske seiv stillet overfor hinanden. Det
ene, forselvet, som han siger «bestandig stilles i forhold af
afhængighed til andre mennesker, trænger dem som tilskuere,
bivaanere, deres bifald eller ialfald deres misundelse», og det
406
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
