Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. W. Schnitler: Vore latinske bedstefædre. I. Stilen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vore latinske bedstefædre.
neriske. I Carl Johans-tidens bygninger rundt om i vore byer
militæretablissementer, toldstationer, skoler og kirker,
i privathuser og embedsgaarder, i møbelhaandverk og sølv
arbeider gaar antikens stenstil igjen. I den dekorationskunst,
som var sterkt yndet ved alle festlige leiligheter, transparentet,
svelget man ved hjælp av talglys og oljepapir, i alle slags
äntike allegorier, hvor Roma og Saga sluttet symbolske for
bund omkring data og initialer. Vi kjender Jacob Munchs
og Flintoe’s portrætter av Carl Johans-tidens kristiania
mennesker, Lehmans av bergenserne, Petersens og
Stoltenbergs av provinsbyfolket og Michelsens byster.
Ogsaa silhouetterne og de tarvelige stentryk av Winther,
Fehr eller Pra hl. Vi husker mændenes værdige væsen og
martialske holdning, deres steile, stramme, stolte stil, altid i
giv-agtstilling paa post for fædreland og grundlov, og kvin
deres svulmende matronalske pondus. I kunsten som i virke
ligheten er det antikens nedslag i livet, vi er vidne til. Det
byraakratiske væsen, den ceremonielie, stive, avmaalte frem
træden, den strenge og bydende mine, den pompøse gestus
er i det store og hele eiendommelig for denne slegt av nord
mænd. Det er romeraanden, sansen for deUværdige og teatralsk
virkningsfulde som ytrer sig i forbindelse med tidsalderens
krigerske tilsnit.
Og det store gruppebillede, som samler saagodtsom alle
tidens ledende nordmænd, Munchs fremstilling av Carl
Johans kroning i Trondhjems domkirke 1818 (paa Kristiania
slot), har med al sin dilettantisme en tone fra Davids be
rømte: «Napoleons kroning i Nötre Dame.»
Søker vi at trænge nærmere ind paa denne tidsalders
mennesker bakom deres ydre habitus møter vi et omraade
hvor tidens stil og stemning kanske er aller kraftigst og mest
modent utformet, og slaar os mest umiddelbart imøte,
hvor det provinsielle og fattige har hat mindre anledning end
ellers til at gjøre sig gjældende. Det er uttry ks sættet,
sproget. I dets holdning og rytme sporer vi avtrykket av
det romerske ideal paa en fuldkomnere maate end i byg
ningerne, i husgeraadet eller i kunsten. Ogsaa i sproget sporer
vi paa det aller føleligste latinens merke og det med den
specielle nuance, som gjør denne tidsalders norsk til v ort
sprogs empiretid.
441
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
