Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Af det moderne aandsarbeide - Arkæologi. Haakon Schetelig: Arkæologien i nutiden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Av det moderne aandsarbeide.
Hvert landomraade i vor verdensdel har ogsaa i forhistorisk
tid sin særlige historie, og seiv de ældste perioder rykker her
op til aktuel betydning. Likesom i Norden har arkæologerne
i Frankrike straks grepet den store linje, det kontinuerlige i
en tilsynelatende broket utvikling, og ført det moderne folks
oprindelse tilbake til de primitive kulturforhold langt forut
for de første skriftlige efterretninger. Det var ikke saa stor
overdrivelse nåar jeg hørte en arkæolog i London regne sig
seiv til det elskværdige bronsealders folk i Sydengland.
Bronsealderens folk er aldeles ikke den moderne befolkning
uvedkommende. En nation som vil kjende sin historie, kan
ikke stanse der hvor de skriftlige kilder slipper.
Et mønster for den arkæologiske framstilling av et be
grænset landomraade er M.J. Dechelette’s «Manuel d’Archéo
iogie», hvis første bind kom ut i 1908 (Paris). Hele denne del
paa omtrent 550 sider gir en uttømmende, men sammen
trængt fremstilling av Frankrikes stenålder. De rike fund fra
menneskets ældste utvikling i Europa som netop Frankrike
kan opvise, fund fra istiden i elveleier og huler, den yngre
stenålders bopladser og landsbyer, kunst og industri, graver
og andre mindesmerker. Vi ser at Frankrike var et gammelt
land med en gam mel befolkning dengang det første metal
begyndte at komme i bruk, og hele den forutgaaende kultur
historie kan skildres fyldig og sammenhængende; det kan
paavises vidtrækkende utenlandske förbindelser og like saa
vel lokale forskjelligheter inden landets grænser. Naturligvis
findes der endda gaater nok. Fremfor alt det vanskelige
punkt ved overgangen fra den palæolitiske til den neolitiske
tid; spørsmaalet om det var istidens huleboere, de høit kunst
begavede mennesker fra Syd- og Mellemfrankrike som førte
utviklingen videre over i yngre stenålder, eller om den ældre
befolkning forsvandt og gav plads for nye indvandrere. Den
sidste opfatning har hittil været den almindelige, men M. De
chelette tinder den meget usandsynlig. Vi kan paavise at den
yngste palæolitiske og den ældste neolitiske kultur maa være
omtrent samtidige, uten at det materiale som nu føreligger
viser nogen overgang mellem dem. Vi staar her ved et av
de mest aktuelle og diskuterte spørsmaal i Europas arkæologi,
et spørsmaal av den mest vidtrækkende almene betydning, som
bl. a. ogsaa i høi grad berører forstaaelsen av Norges stenålder.
474
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
