Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. W. Schnitler: Vore latinske bedstefædre. II. Mændene. Stilens opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
C. W. Schnitler.
modent utslag av de skjønnets- og sprog-idealer, vi her har
skildret. Den har som motto Horats’s: Antiqno me includere
ludo. Den er helt og holdent bygget over antikens krav til
klarhet og logik, symmetri og avrunding, og Quinctilian og
Cicero citeres til stadighed som den gode stils uovertræffelige
læremestre til opnaaelse av de absolute krav, han stiller til
sprogets «Reenhed, Rigtighed, Tydelighed og Passelighed». Og
hvilken nordmand kjender ikke her igjen Rahbeks ungdoms
ven Lyder Sagens berømte «nydelig, tydelig og prydelig»?
Men hvad der sagtens sterkere end noget andet vid
ner om den akademiske traditions enevælde er, at den her
sker saa suverænt endog i «Statsborgeren»s spalter. Her er
citert tilstrækkelig av denne til at vise, at den stilistisk falder
fuldstændig sammen med tidens øvrige literatur, ja med
sin halvkultur og smagløshet overdriver den endog tonen
i en grad som nærmer sig sterkt til det burleske. Og dog
var dette blads eneste eksistensberettigelse netop kamp paa
kniven mot den akademiske stand og dens kulturelle og
praktiske enevoldsmagt. Saa meget eiendommeligere er det,
nåar man erindrer, at bladet ikke alene fremfor alt henvender
sig til de brede lag, især til bønderne, men ogsaa at i alle
fald endel av dem, som skrev i det, foruten Peder Soelvold
seiv hørte hjemme utenfor den akademiske kreds. Under
tiden finder vi da ogsaa i «Statsborgeren» utfald mot det
middelalderlige i alle disse latinske eksamina og disputatser
og skikke, som det nye universitet hadde ført med sig fra
det gamle rede nede i Kjøbenhavn, og som litet passet sig
for et ungt samfund. Det tjente hævdes der bare til
at isolere de vordende embedsmænd som en kaste uten sam
følelse med folket 1. «Statsborgeren» betragter som sedvanlig
enhver ting fra sit klassestandpunkt. Senere klages der over
universitetsfundatsen av 1824, som siges at ha sit utspring i,
at embedsmændene har villet gjøre «Studeringerne med de
unødvendige døde Sprog saa kostbare, at Bondesønner van
skelig kan opofre sig dertil; altsaa falde de fleste og iallefald
de vigtigste Embeder i Embedsmandssønners Lod, hvorved
de paa en Maade danner Kaster i Landet» 2. Og bladet fører
en hidsig kamp mot den stortingsmajoritet som i 1833 av
skaffet den undtagelses-adgang, som i nogle aar hadde bestaat,
1 XII, 162. - XIII, 239.
492
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
