Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - C. W. Schnitler: Vore latinske bedstefædre. II. Mændene. Stilens opløsning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dagb. 24 mai 1820.
Vore latinske bedstefædre.
Følelser og høitklingende Ord, kort Alt, som ikke er af Sand
hed, men hører til Løgnens Rige, maa være langt borte fra
os, og aldrig besmitte vor Pen eller vor Tunge, allermindst
nåar vi røre den paa helligt Sted, til Guds Navns Ære og
hans Ords Pris». Man merker her ganske paatagelig hvordan
den gamle klassicistiske stil likefrem fordømmes av
den kristelige moral. «Svada», som de gamle sværmet
for, stod for den nye tids mænd som uredelighet og usand
færdighet. Det stemmer ganske med dette, nåar man hører
Pavels fortælle, at Stenersen har git en ung teolog haud for
sin dimispræken, «fordi hans Foredrag var for blomstrende». 1
Og det er visselig mere end et tilfælde, at Herslebs, Stenersens
og Wexels’ store danske profet, Grundtvig, i forbindelse med
sin nye og varme religiøse vækkelse netop hævdet det mundt
lige ord og morsmaalets berettigelse og værd i skole og kirke
contra latinen og den lærde formalistiske dannelse. Med
den nye aands seier er den gamle stil dømt.
Det er forøvrig av stor vigtighet at lægge merke til, at
Henrik Wergeland her som i det meste andet staar tem
melig isoleret blandt sine akademiske samtidige. Likesom
han som aand staar i et langt intimere forhold til sin fars
generation end hans jevnaldrende gjør, som jo for en stor
del staar i bevisst opposition til de gamle, saaledes staar han
den ogsaa langt nærmere i stilfølelse. Hans ofte tunge, pom
pøse og overlæssede stil eier ikke litet av latinsk-græske citater
og latinsk retorik, ialfald før den blev helt moden og av
klaret.
Naar man erindrer den fremtrædende magt som den reli
giøse reaktion fik herhjemme opigjennem 40—50—60 aarene,
og særlig hvordan sprogels professionelle dyrkere, de roman
tiske digtere, alle var sterkt religiøst anlagt enten seiv var
prester eller stod i nært forhold til Wexels seiv —, og videre
husker hvordan den nyvakte sans for folkeminder og dialekter
maatte tilføre sproget en uanet indsats av hjemlig sprogtone,
samt endelig hvordan hele den efter 1840 nyindtraadte poli
tiske og økonomiske situation maatte bidra til at slappe al
den høispændte steilhet og patos de gamle hadde hat bruk
for, saa har man bakgrunden til forstaaelse av forskjellen
mellem Nationalbladets og Den Constitutionelles sprog, mel-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
