Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Georg Brandes: Fra mange tider og lande
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Georg Brandes: Fra mange tider og lande.
har sikkert aldrig en literaturkritiker indtat. Det er en ganske
enestaaende företeelse, at en mand, hvis hovedvirksomhet har
været den at bedømme og fortolke literatur, som saaledes
oftest har været nødt til at gjøre sine idéer og sine meninger
gjældende ad en omvei, og det en som i almindelighet ikke
pleier at føre frem til folkets store masser, er blit sit lands cen
trale personlighet gjennem et langt og sterkt bevæget tidsrum.
For i nordisk literatur at finde en forfatter, som ved sit
arbeides art og ved sine evner muliggjør en sammenstilling,
der kan bidra til at kaste lys over Georg Brandes’ skikkelse,
er det nødvendig at begrænse opgaven til det rent literære.
Selv indenfor denne begrænsning er der kun en eneste, som
holder maal, og det er Oscar Levertin. De samlinger av
hans avisartikler, som er utgit efter hans død, hører likesaa
litt som den foreliggende bok av Brandes til det betydeligste
i sin forfatters produktion, men en sammenligning mellem et
par av disse bind og «Fra mange tider og lande» er dog i
llere henseender overordentlig interessant.
Oscar Levertin var en lærd og en forsker, men han var
først og fremst en digter, som digter en drømmer og en
grubler, og som saadan kredset han altid om de gaader, der
laa skjult i hans eget væsen. Han følte sig som idel mot
sigelse: «Jeg er vesterland og österland, jeg er syd og nord,
jeg er visdom og digt, jeg er fortid og kommende tid,» siger
han selv. «Västerländsk vemod och österländsk brand,»
«soleld, blodseld från Saron i söder, dröm från heliga vinets
jord» og «nordisk längtan, som darrar och blöder», «bitter
kunskap om själar och lagar vägande världen på vishetens
vikt» og «stämningens solspel», «lifshymn, som jublar,
dödshymn, som klagar» skifter ord og synger hinanden til i
hans egen, som i alt han har skrevet om andres digtning.
At tinde sammenhængen og lovene her var hans dypeste
träng, hans høieste opgave, som det var hans kunstneriske
stræben engang at faa sagt «det dunkla ord, som är min
lefnads mål, min lefnads mening och lösen på min längtans
hemlighet». Naar han blev kritiker, var det, fordi han fandt,
at kunstverket «klarare än en exakt vetenskap i sin bildskrift
visar sammanhang, betydelse och lagar», og ut fra denne
synsmaate var det, han bestemte kritiken som «det Häm
mande tillägnandet af andras rön». Møter han derfor i literatur
529
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
