Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Av Leo Tolsois liv og lære. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Av Leo Tolstois liv og lære.
avdøde mors uttrykte billede, som hun var han helt uav
hængig av andres dom, og allikevel elsket av alle; briljant
causør og fortæller», men «med en næsten fysisk motvilje
mot at skrive ned sine tanker».
«Faster» Tatjana Jergolskaja var en fjernere slegtning;
hun hadde i sin ungdom elsket Tolstois far; hun tok sig av
de forældreløse børn, «som Buddha tok sig av den saarede
svane»; hun flyttet til dem, og endte sine dage hos Leo
Tolstoi paa Jasnaja Poljana.
Hos hende, i hendes enkle menneskelighet, gjennem
varmet av oprigtig og sund religiøsitet, var det han fandt
tilknytning for det dypeste egentlige i sig. «Aftnerne hos
hende skylder jeg min sjæls ædleste og bedste impulser.»
Til hende skriver han fra Kaukasus under strømmende
taarer: «Jeg graater; hvorfor graater jeg, nåar jeg tænker
paa dig? jeg graater av glæde, jeg er lykkelig ved at
elske dig.»
Til hende sender han sine reisebreve, fra Paris, hvor
han i dype drag tok ind gaternes, massernes liv, fra Schweiz
«i en næsten fysisk fornemmelse av, hvordan skjønheten
gjenném mine øine steg ned i min sjæl».
Men just det vældige utsyn av alper, som stiger op af
mørkeblaat skyhav, kalder frem det varme stille billede av
hjemlandet: «Jeg elsker naturen, nåar den omgir mig paa
alle sider, og jeg er midt i dens skjød, hvilende i det
høie, saftige græsset at se ind i det uendelige perspektiv av
blomsterrike enge, lytte til vindens sus og bladenes hvisken,
kjende, hvor solstraaler og skygger leker og jager hverandre
over mit ansigt, stirre mot det umaadelige blåa, lysmættede
himmelhvælv, la øiet blendes, mens myriader insekter surrer
om mig og fuglesangen kjærtegner mit øre.»
Igjen hjemme slog Tolstoi sig ned paa Jasnaja Poljana;
hit var det rotlængselen drog; her kunde rotfølelsen fæstne,
vokse, med utløper snart i sans for jordbruk, snart i interesse
for de livegne, i trang til at bedre deres kaar og ta del i
offentlige giøremaal med sigte paa «forbedring av bøndernes
økonomiske stilling»; og herfrå kunde de letende rottrevler
føle sig frem, indover, indover, dit, hvor personligheten
længtet efter næring for sin vekst: til folkedypet, folkesjælen,
583
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
