- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Enogtyvende aargang. 1910 /
654

(1890-1914) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Aagot Ræder: Av Leo Tolsois liv og lære. II

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Aagot Ræder.
Kirkens krav paa ufeilbarhet og fordømmelse av andre
troessamfund blev det avgjørende; ti her krænket kirkens
dogme personlighetens inderste lov.
«Den samme ortodokse kirke, som lovte mig, at alle
skulde møtes i fælles tro og én eneste lære, erklærte mig,
at alle andre troessamfund var i løgnen; og jeg, som
søkte at se sandheten i en alt omfattende kjærlighet, er
kjendte med forfærdelse, at kirken her rev ned, hvad den
skulde bygge op.»
Revet løs fra det vern, hvor den hadde søkt ly, maatte
erkjendelsen igjen paa vidden lete sig frem en møisom vei.
Det blev aarelang fordypelse, i kirkelige bekjendelses
skrifter, i de 4 evangelier. Mangt kunde forbli uklart; men
gjennem dets tykninger tegnet sig Kristi fotspor; erkjendelsen
kunde følge dem og lete frem hans utsagn; den stanset der,
hvor de samler sig tættest og klarest og enklest løfter det
timelige mot det evige og formidler guddom meligt og men-
neskeligt.
Og her, av bjergprækenens skjønne satser var det gnisten
slog ut, den som tændte just dette hjertes sammentrængte
savn, formidlet med det høieste just denne personlighets
kræfter; saa de flammet op, som fra selve den bund, hvor
han har sin sterke, dype rot, Ruslands jord, Ruskaja Semlja,
folket seiv, den længtende, savnende folkesjæl, som i ham
vælder op sit savn og sin længsel.
«I har hørt, det er sagt eder: øie for øie, tand for tand;
men jeg siger eder: I skal ikke sætte eder imot det onde.»
Ufatteligt var dette ord først; det var aldeles utilgjænge
ligt fra den gjængse tydning: passiv lidelse for lidelsens
skyld ; det blev en uoverstigelig mur, et enten—eller, for kri
stendom eller imot.
Tolstoi tok det op fra nyt, han sigtet ordene, provet
dem, översatte dem, men uforanderlig stod de der, hvert ord
lysende fra sin plads, som stjerneskrift paa himmelhvælv, -
indtil just denne klarhet talte for sig seiv, ordene blev saken,
de blev sin egen tydning: de blev den praktiske leveregel
med dypeste kjendskap til menneskelig natur.
«Gjengiæld ikke ondt med ondt, saa er der heller ikke
noget ondt i verden.»
Fra denne aabenbaring gjennem det enkelte bud aapnet
654

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 31 02:28:14 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/samtiden/1910/0662.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free