- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Enogtyvende aargang. 1910 /
663

(1890-1914) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Hans E. Kinck: Den sidste gjest

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Hans E. Kinck : Den sidste gjest.
gjøre sig sin mening. Fra samtidens hadefulde vitae til de
moderne historieskriveres avskyfyldte fremstillinger lyder for
dømmelsen enstemmig. Den skildring, der rummes i Hans
E. Kincks drama, er da heller ikke noget forsøk paa en
«ehrenrettung», men billedet denne bok gir, avviker allikevel
i mangt og meget fra den traditionelle abstraktion av menne
skelig lavhet og ondskap. Vi sitter efter læsningen igjen med
et rikt og uendelig sammensat indtryk av denne enestaaende
skikkelse. Den er hverken blit skjønnere eller bedre, men
den har faat livets lys og farver over sig.
Liv, det er forbrænding: stille og venlige blus, lysende
og velsignelsesrik ild, Hammer, som fosser mot himlen i hen
sigtsløs selvfortærelse. Det er den sidste livsform, der kom
mer til utfoldelse i Kincks digtning. Saa sier Vraal: «Jeg vil
brænde op og tæres, vil flamme, glime . . . rød som revnet
mile i en høstnats svælg.»
Det baal, som flammer i hans sidste verk, er det mæg
tigste og forfærdeligste, han nogen gang har tændt. Det slaar
høiere end noget andet, og nåar det er brændt ned, er der
intet igjen uten tomheten.
Da Aretino skal klargjøre forskjellen mellem förtiden og
den nye tid, hvis herold han er, bruker han et billede : Han
mindes den morgen, han rømte hjemmefra med jøglertrup
pen. Der var faldt sne om natten. Inde i krattet løp dyre
spor paa kryds og tvers, der var spor baade efter rovdyr og
andre, men utover den frie, aapne slette hadde ingen søkt.
Den laa hvit og urørt under den uendelige himmel. For dyr
mistror sletten, de lar heller døden indhente sig inde i krat
tets mørke, end de vaager sig ut der, hvor intet skjulested
findes. Og den samme rædsel, den samme «urolds slette
angst» har han set i øinene paa Venedigs adelsmænd, nåar
de sneg sig frem mellem Markuspladsens søilerækker, men
aldrig vaaget sig ut paa det aapne torv. Men denne angst
«er arv fra før vi saa i verden livets sal
Sletten det er tumlepladsen for de store aander,
for tankens rus, for ords svir, for røstens storm!
Paa fri mark ruver rank og ret
663

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 31 02:28:14 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/samtiden/1910/0671.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free