- Project Runeberg -  Samtiden : tidsskrift for politikk, litteratur og samfunnsspørsmål / Enogtyvende aargang. 1910 /
665

(1890-1914) With: Gerhard Gran
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Like | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anders Krogvig: Hans E. Kinck: Den sidste gjest

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Hans E. Kinck: Den sidste gjest.
har maattet vise ham sit venskap ved at skjænke ham store
og pragtfulde stykker, men overfor Michelangelo er han be
skeden. Han trygler og ber ham i brev efter brev: han vil
være lykkelig ved at motta en eneste haandtegning, han skal
sprede hans berömmelse over al jorden, om han bare kan
faa en liten, flygtig skisse. Men den store, ensomme værdiger
ham ikke et svar engang. Derfor er Michelangelo ikke ute
av hans tanker, «der er han som et aapent såar,» siger sekre
tæren Franco. Den samme Franco er et litet, forkuet men
neske, men da Aretino ved at røve hans penge laaner ham
desperationens mod, faar han mesteren til at brøle av smerte
ved at berette, ved langsomt og omstændelig at fortælle, hvor
ledes Aretinos digterbror og medbeiler til den literære be
römmelse, Bernardo Tasso, i ti dage har opholdt sig i Vene
dig uten at søke ham. Fra det øieblik retter Aretino alle
sine kræfter, indstiller han hele sin virksomhet paa det ene
maal: Bernardo skal underkues.
Men en kveld, han vender hjem efter en svir, som har
varet fire fnlde døgn, staar hans skjæbne derhjemme og bier
paa ham i en ung pikes, Perina Riccias, skikkelse. Han ser
hende ikke med en gang, han har tusen ting at vareta, for
imorgen er det en av hans store dage. Og da han faar øie
paa hende, tar han efter hende som efter en av sine andre
terner, men da hun løfter hodet, slipper han hende straks,
studser og siger langsomt hen for sig med en stemme lys av
henrykkelse og forundring: «Men hun sover jo». Det uop
latte og überørte ved Perinas skjønnet virker paa ham som
synet av et sovende landskap, han opfatter hende ganske som
et stykke natur, men i håns sjæls raslende papirrustning er
naturfølelsen netop den eneste rift, som leder ind til det
inderste og oprindelige i hans væsen. Det er saaledes bare,
nåar han gir form til et naturindtryk, at hans røst blir dyp
og varm, ellers knirker den bestandig som papir. Perina
sætter hans sind i underlige og uvante svingninger,
drømme og længsler, som han for længe siden har glemt,
vaakner igjen og kræver sin ret. Paa treskelen til oldinge
alderen staar han og skjælver av forventning mot noget,
hans liv med alle dets seire og triumfer aldrig har budt ham :
kjærligheten til én. Perina siger ham sit erend: hun er
kommet for at søke raad hos hans gamle, jødiske læge Elias.
665

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 31 02:28:14 2020 (aronsson) (download) << Previous Next >>
http://runeberg.org/samtiden/1910/0673.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free