Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Adler: Tolstoi om Finland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
3 Samliden. 1911.
Tolstoi om Finland.
Det var i april 1910. Moskva laa bak mig. Træt som
jeg var av næsten 24 timers reise fra Helsingfors til Moskva
kunde jeg dog ikke finde hvile, skjønt det var langt paa nat:
Mine tanker kredset om det forestaaende møte med den
største av alle nulevende russere. Alt hvad jeg i aarenes løp
hadde læst av Tolstois verker og mangt et ord jeg hadde
hørt om ham, dukket kaleidoskopisk op i min erindring.
Uten at dele hans filosofiske anskuelse har jeg dog altid næret
den største høiagtelse for hans mægtige personlighet: Den
smertefyldte søken efter sandheten i forbindelse med en übøie
lig overbevisningstroskap aapner alle hjerter som ikke er for
tørket av politik eller blændet av ydre glans, for patriarken
paa Jassnaja Poljana.
Det er jo ikke længe siden de brede lags ærefrygtfor sand
hetens og renhetens ærværdige apostel har fundet sit umiddelbare
uttryk. Efter aars fråvær har han for kort tid siden opholdt sig
nogen dage i Moskva; her og der blev han gjenkjendt og hilset
av menigmand som den længselsfuldt ventede, som Guds ut
sendte. Paa et par dage kunde rygtet om hans nærvær ikke
sprede sig langt blandt et folk, hvor bare den mindste del
nogensinde læser en avis ; og dog, hvilket billede frembød
ikke Kursk’er-jernbanestationen, da Tolstoi forlot Moskva!
Et hav hoder bølget paa det vældige jernbanetorv: Mænd
og kvinder av alle aldre og stænder, hist og her seiv oldin
ger med barnebarn paa armen. Ønsket om at se ham,
kanske opfange et ord av ham hadde forenet alle: fabrik
piken og den elegante dame, bonden og embedsmanden, han
delsbetjenten og videnskapmanden er kommet hverandre
nærmere i den glade forventning og utveksler uforbeholdent
sine følelser. Ved siden av mig staar et ungt egtepar som
ser intelligente ut; hun holder et spædbarn paa armen og
stræver med at snakke det tilro. Han griper efter en cigarét
for at dæmpe sin utaalmodighet, men straks hans kone minder
ham om at Leo Nikolajevitch ikke liker tobaksrökning, lægger
han cigaretten tilbake i etuiet, mens hans ansigt avspeiler en
kamp mellem vemod og forsagelsesglæde. Tilhøire for ham
staar en høi gnbbe, han har taarer i øinene. «Hvad er det
nu, far?» spør den rynkede gamle kone ved siden, og hendes
stemme røber hendes sindsbevægelse. «Jo, mor, det er de
første glædestaarer paa mange aar,» svarer han med graaten
33
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
