Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Hans E. Kincks dramaer. Mellem togene. Agilulf den vise - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kincks dramaer.
er det bakgrunden seiv som uavladelig trær frem og blir for
grund, fordi der ingen egentlig förgrund er. Det er paa en
maate «die grosze Kunst des Hintergrundes» Kinck tilstræber,
sikkert fuldt bevisst.
Imidlertid er det ikke bare personernes mangfoldighet som
forvirrer i dette hans første drama, det er likesaa meget myl
deret av hurtig avbrutte situationer og grupperinger av per
sonerne. Det skal være altsammen som i virkeligheten. Der
er «intet arrangeret liv, ingen litterær spekulation». Hermed
hænger det sammen at replikkerne i den oprevne, opstyk
kede dialog i «Mellem togene» ofte falder uformodet ind fra
alle kanter, saaledes at den egentlige sammenhæng blir hæn
gende igjen i sidemørket. Der blir da ogsaa mange halvt
vedkommende bemerkninger, som staar der for et i og for
sig ofte uinteressant milieus regning. Digteren har det saa
travelt med at tænde de blaffende lys omkring lysekronen, at
han glemmer at tænde selve det store blus i midten.
Med andre ord: helten skal karakteriseres netop gjennem
en fyldig skildring av milieuet fra alle sider. Livets mang
foldighet, og vi r k eligh ete n s proportioner og
perspektiv skal frem for alt b eva res. Dette har
sikkert været en bevisst fordring for Kinck, likesaavel da han
gik til sit første drama som da han skrev sine romaner.
Muligens er det ikke übevisst at Kinck her er i etslags
overensstemmelse med enkelte russiske dramaer, hvor for
dringen synes at være den, at dramaet skal være et noget
nær fotografisk utsnit av livet. Denne metode har frembragt
geniale mesterverker. Men det sier sig seiv at noget av det
vanskeligste nåar man bruker denne metode, det er, likesom
for fotografen, at tinde netop det rette punkt, hvor man kan
stille sit «apparat», saa man faar just det mest træffende, det
mest typiske, det mest «maleriske» utsnit av selve virkeligheten,
netop i det øieblik da lyset klarlægger just de punkter som
gir hele landskapet sin karakter, og lar det andre ligge i
mindre grelt lys.
Det er dette som ikke har lykkes for Kinck i hans
første drama. I romanen er dette av mindre betydning. I
dens bredere skildring gaar det meget bedre an at prøve sig
frem fra sted til sted, og tinder man ikke straks det ene,
absolut rette utsigtspunkt, saa kan man tlytte rundt og se
4 Samtiden. 1911.
49
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
