Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fredrik Paasche: Tyskland foran valgkampen - I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Tyskland foran valgkampen.
socialisterne var imot krigen, er en selvfølge. Men de tapte
altsaa vældig paa sit standpunkt. Seierherrernes jubel var
stor: folketog, keisertaler, tordnende hurrarop. Og fyrst Bu
low stod ved sin keisers side som den store, endnu lykkelige,
tjener. Hans blendende veltalenhet, hans fænomenale evne
til at bedaare menneskene kom til sin fulde ret i disse glade
dage. I sin kolonidirektor, den høit begavede Dernburg,
hadde han en kraft, som glad og gjerne bar det grovere
regjeringsarbeide.
Men midt under festen, da tusener toget op til slottet,
skrek hurra og sang «Deutschland, Deutschland iiber alles» —,
naadde en anden tone rikskanslerens øre. Det preussiske
«Junkertum» i skikkelse av riksdags- og landdagsmanden
v. Oldenburg-Januschau sa til ham: «Soeialdemokratiet blir
ikke tvunget ned med sange og hurrarop. Derfor maa en
modig statsmands program lyde slik: Løs paa soeial
demokratiet!» Det var reaktionen, som lot sit hjertesuk
høre. Og der laa et varsel om Biilow-blokkens sprængning
i dette suk. Det vilde jo være selvmorderisk av liberalismen
at hjælpe de konservative til at fremme socialistlove og
a udet politisk bakstræv.
Væsensforskjellen mellem blokgrupperne traadte tidlig
frem i riksdagen. Men først utpaa vaaren 1909 kom brud
det. Bulow trængte fem hundrede millioner riksmark til at
dække utgifterne til han- og flaate. De fire femte-parter av
beløpet vilde han ta ind gjennem indirekte skatter; men den
femte hundrede-million skulde en direkte riksskat, arve
avgift en, skaffe tilveie. Da skrek de konservative op:
dette var at røre ved förtätningens og rettens grundvolde.
Forgjæves søkte de liberale at redde arve-avgiften ; de in
d i rekte skatter kunde jo falde trykkende nok efter Biilows
forslag allerede, saa henger til høire kunde liberalismen
ikke gaa. De reaktionære blok-fæller av høire bar skarpe
vaaben paa sine gamle venner. Forslitte gloser om eien
domsrettens ukrænkelighet svirret i luften. Men de kunde
jo ikke skjule den konservative stands-egoismes sørgelige
nøkenhet.
Reaktionen fik flertal for sit program; centrum kom den
til hjælp, de indirekte skatter seiret over hele linjen. Centrum
forstod nok, at disse nye skatter vilde bli en tung byrde for
75
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
