Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ove Arthur Ansteinson: Hvorledes Oliv Helsetstugun blev kurert for mormontrua
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvorledes Oliv Helsetstugun blev kurert for Mormontrua
Sang mitt nedi tykke Skogen næsten som ved et
Gravøl.
Anders hugg Staven i en Tue, blev stående og lye. Så
stavret han sig fort fremover Snøflækkerne op på Toppen
av Haugen. Stiltret sig fremtil så han så alt.
Det var ikke stor Flokken. Jassa — ja, naturligvis!
der var disse to Præste-Hajene! De laut vel være med, skulde
det bli noget ! Ellers var det mest bare Kvindfolk. Nei-nei !
skulde du ha set slikt Speil! Vadde ikke begge Præstene
mitt uti iskalde Vatnet med et Kvindfolk mellem sig! Jadde
mente han ikke, det var hun Matja! Og der stod hun Inge
borg, blaut som ei Kråke! Det var nok likest, de karet sig
Jiematt nå Stakkara ! Så ! Nå kom Turen til hende Oliv!
Anders stod og énstirret. Nei! Var det ikke forsætt! Der
vadde hun længer og længer uti, gamle slitne Kjærringskrotten !
Hun hikstet etter Anden, holdt næsten på å kikne tur.
Anders var arg, der han stod. Tog et Par Steg fremover.
Så skrek han nedover så det sang i Stillheten.
Men nedmed Elven blev det Røre ! Oliv blev så for
fjamset, så hun tapte Fotfæstet, gled uti og gik under. Der
kom hun op igjen, flakset med Armene, skrek. Så sank
hun påny. Begge Mormonpræstene vadde iland, det forteste
de orket.
Det så galt ut for Oliv. Der hadde hun nok Bunden,
det var bare såvidt en så Hodet hendes over Våndet, hun
flakset med Armene. Men like nedenfor gik Elven stor
og stri.
Men så rask, som Anders da var, hadde aldrig nogeii
set ham. Han för ned gjennem Småskogen, så det knaket
i tør Kvist.
«Stå hellende stille!» ropte han til hende. «Skarvpakket!»
skrek han til de andre. Så bar det ut i Elven.
Han fik fat i hende, akkurat idet Strømmen tok hende,
så hun holdt på og gik under.
«Håss er det med dig, Oliv?» sa han. Han var så lin i
Målet. Og han stakkaret hende og talte til hende som til en
liten Unge, mens han bar hende tillands.
Der satte han hende fra sig.
Han stod og så.
«Du får passe dei, å du gjør, Kjæring!»
93
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
