Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Anderssen: Goethe om opdragelsesproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Goethe om opdragelsesproblemet.
Høist karakteristisk er den metode som brukes for at
lære eleverne fremmede sprog. Da Wilhelm uttaler en frygt
for at hans søn ved sin lidenskap for hester og ridning skal
barbariseres, føres han til en plads hvor der holdes stor
markedsfest. Til denne møter kjøbmænd fira alle verdens
kanter sammen. Der kjøpes og sælges, og rundt om kan
man man se eleverne i ivrig samtale med kjøbmændene.
Tingen er at det hele er en praktisk sprogskole; men for
at undgaa en babylonisk sprogforvirring, saa brukes kun et
sprog ad gangen, og i almindelighet en maaned hvert aar.
Eleverne faar seiv vælge det sprog de har mest lyst til; saa
ledes har Felix valgt italiensk, og man vil allerede kunne
høre ham foredrage mangen skjøn sang for at korte sit hyrde
livs ensformighet. Her har saaledes Goethe med digterisk
symbolik opstillet det program for den moderne sprogunder
visnings form og maal som i vor tid er gjennemarbeidet og
avpasset efter skolens behov og ordning. Sproget seiv i sin
levende skikkelse, ikke i grammatisk abstraktion, eller i døde
glossarer, er den kilde hvorav sprogdannelsen øser sin styrke.
Goethe var her som ellers mot enhver formalisme og død
ordkundskap som suger blodet av virkelighetssansen. «Jaxt
hausen er en landsby og et slot ved Jaxt, som i to hundrede
aar har været herrerne til Berlichingens odel,» siger Gøtz’s
søn. «Kjender Du da herren til Berlichingen?» spør faren,
og «hvem tilhører Jaxthausen?» Sønnen sætter store øine
paa ham og driver ivei: «Jaxthausen er en landsby» 0.5.v.;
det var aabenbart ikke faldt ham ind at der var nogen for
bindelse mellem hans bok og denne realitet.
I den «Pædagogiske provins» har kunsten faat sin
brede plads, bredere endog end der kan indrømmes den i
et samfund hvor alle interesser og virksomheter bør være i
likevegt. Det var nu i tidens aand. Først og fremst dyrkes
som allerede nævnt musikken. I en herlig dal bruser en
mægtig symfoni Wilhelm imøte. Den avløses av sang som
inderlig er knyttet til den lyriske poesi. Saaledes lærer
eleverne at forståa hvorledes disse gjensidig betinger og ut
løser hinanden, deres væsens og midlers overensstemmelse
og forskjel, den poetiske rytmes forhold til den musikalske
takt. Sangerne her er for det meste digtere; ogsaa dansens
109
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
