Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Otto Anderssen: Goethe om opdragelsesproblemet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dr. Otto Anderssen.
sandhet som ligger bak den livserkjendelse for hvilken de
er det ydre uttryk. Men er dette et naturlig og almindelig
forhold hos ungdommen likeoverfor dramaet? Er den ikke
efter sit væsen under den fare at overtlatens spil lokker og griper
den, og forrykker alle linjer i livsbilledet for dens blik? Det
er denne fare Goethe sikkert har set.
Fortællingen om den «Pædagogiske provins» slutter med
skildringen av en natlig fest, hvis mystisk-sælsomme karakter
griper Wilhelm Meisters sind med forunderlig magt. Det er
en Böcklinsk fantastisk intensitet i det hele billede. Det er
som man paa engang ser ind i naturens og livets hemmelig
heter. Op av fjeldenes dyp velter flammer frem, som ved
dag og nat det hele aar igjennem lyser over de underjor
diske skatte; de løper sammen til ildbækker, som igjen sam
ler sig i en brændende sjø, i hvis midte en klippeø hæver sig.
Her møter Wilhelm paany sin gamle ven Jarno, som nu
bærer det betegnende navn Montan bergmanden —, den
i Jordens hemmeligheter indviede. Av denne føres han til
en fest hvor gjesterne var bergmænd. Her dreier først sam
talen sig om fagmæssige ting, inden den løfter sig op til et
levende ordsskifte om jordens skapelse og opstaaen, i hvil
ken Goethe monstrer de forskjellige naturvidenskabelige
teorier. Gjennem Montans mund gjør Goethe op stridens
resultat uten at forkaste, uten at godkjende, og samler
i en monumental sentens sin pædagogiske filosofi. «Du dad
ler mig,» siger Montan til Wilhelm, «fordi jeg hjalp enhver
i hans mening, da der jo altid for alt lar sig opfinde et nyt
argument; jeg gjorde derved förvirringen større, det er sandt;
men egentlig kan jeg ikke mere ta det alvorlig med denne
slegt. Jeg har vundét den overbevisning at enhver maa be
vare det som er ham kjærest og det er jo vore overbe
visninger i det dypeste alvor hos sig seiv.» «Naar man
engang vet hvorpaa alt kommer an, hører man op at være
snaksom.»
«Det er snart sagt: Tænkning og handling,
handling og tænkning, det er summen av al vis
dom, længst anerkjendt, længst øvet, men ikke
indset av en liver. Begge maa som ind- og ut
aanden evig be væge sig frem og tilbake i livet.
«Men hvorpaa kommer nu alt an?» spør Wilhelm.
112
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
