Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Hans E. Kincks dramaer. Agilulf den vise - V
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
«Men han elskede! . . .><
og deres syns speiling over livets flod.>
Det var hans ene, hans varlige daad.
siger dronningen om Guido, med
Hans E. Kincks dramaer.
frem hos dronningen, til tak for Agilulfs utholdende trofasthet.
Men übehaget ved Agilulfs skavanker fulgte meget snart efter.
Livslykke var heller ikke hos ham at finde. Derfor steg
uro paany op i hendes sind. Hun red ut paa jagt
hun visste ikke hvorhen, hun visste heller ikke saa nøie efter
hvad, før Guido lærte hende det med sin død, og gav
hende ro, dødens ro midt i livets sommer.
Ja, Guido elsket. Han elsket før han døde, saa mindet
om ham blev et evig elskovskvad i vemodsstemt øre.
«Og Guido flommer bred som ingensinde
og fylder borgen med sin unge sjæl,
med elksov ung, med sang, sit livsens mod,
sit blanke syn paa verden, trods latrens vræl
fra vindebro til tinde, hos mand, hos kvinde!
som deres unge lfiengslers tunge røst,
Men hvad mægtig hadde han saa gjort, denne dron
ningens rideknegt, før han døde 19 skjærsomre gammel?
Han hadde stillet sig nær med sin haand paa vakt, og
løftet dronningen paa arm, da hun traadte «lidt skakt i den
stigbøiles ring». Han fattet om hendes barnelænd og satte
hende varlig paa grønsværet.
Men ogsaa en anden øvet han. Natten før han ventet
døden, gik han til sin dronning, en eneste gang i sit liv,
ukaldt, ukjendt, mot al ret undtagen sin egen viljes og sin
eneste ungdoms, og han gav og han tok livets største gave i
det flygtige sekund. Skrupelløst, hensynsløst, tankeløst tok
han livet i besiddelse, det liv han straks maatte gi som be
taling for det flygtige øiebliks lykke. Men derfor levet ogsaa
mindet om ham. Om ham, som løftet varlig paa haand i
den ømmeste hensynsfuldhet, og som brutalt rante den
perlende vin. Han som var ømhet og brutalitet, det vid
underlige i én person.
«Ung elskov! som er som stormens brus!
127
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
