Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Hans E. Kincks dramaer. Agilulf den vise - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
alle vore reddede hjærte-rødder!»
De to har fundet hverandre.
Saamangen trær karolen paa mødige fødder.»
I. A. Refsdal.
E. s.
Hans E. Kincks dramaer.
av det vaagnende gr3r !
Vi tjælder med seil
og lukker i ly
Foscas straalende drøm, det hadde nok Guido været.
Men ham kunde hun jo ikke faa. Og nu var han ogsaa død.
Saa tok hun sig til hjerte den gamle Agilulfs visdomsord om
de «forsømte nu», de übrukte øieblik; hun lot drøm være
drøm og tok livet som det var. Og saaledes hindret hun
for sig seiv og for Beppo det for tidlige snefald over ung
domssind og over isse.
Og saa kan Beppo synge slutningssangen, som fører fra
tragedien over i det brogede liv igjen:
«Slægter elsker, slægter skifter;
hvor før var lek, nu er der stumt,
hvad før var helt, har nu kun rifter.
. . . Og livet er stort, og livet er grumt:
Saamangen trær karolen paa mødige fødder.
Se! stængler staar ved stængler skøre!
Se! op av nattens gamle vaander
der øster stiger sol paa sky
og reiser sig med nye aander!
Og livet er stort og fødes paany,
fri smugets jagtliv, skrattets gny,
fri hængslers rust paa døre.
En dramatiker som virkelig skriver for scenen, er ilde
stedt nåar han ikke faar sine verker opført. I den sidste tid
har der som bekjendt været ført sterk klage over at den
norske scenekunst, fortrinsvis Nationalteatret, ikke magter
sin opgave i dette stykke likeoverfor de yngre. Jeg kan ikke
se andet end at klagerne har ret, og jeg kan ikke forståa
«Vi ser os i speil
133
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
