Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I. A. Refsdal: Hans E. Kincks dramaer. Agilulf den vise - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hans E. Kincks dramaer.
For det skal siges uten prutning, at Halfdan Chris-tensen
fortjener de største lovord, baade for det intense arbeide han
maa ha lagt i indstuderingen, og for sin egen utførelse av
Guidos herlige, men vanskelige rolle. Det er synd at det
øvrige arbeide lægger saa sterkt beslag paa en saa eminent
kunstner som Halfdan Christensen. Han er dog den skjønne,
enevældige følelses ypperste tolker ved vor scene. Uten
dekorationsflitter i diktionen, gir han i sin enkle, rene tale
kunst de store følelser en indfatning, saa de virker med
sanddru naturlighet. Saaledes kunde han ogsaa lægge en
høihet over den store scene i 3dje avdeling, saa seiv døve
ører ved et kunstens under blev aapnet for digterverkets
skjønnet.
Guido hører med blandt de bedste skikkelser Halfdan
Christensen har skapt. Sammen med Osvald og Karl Moor
danner Guido et trekløver, som hører hjemme i den norske
scenekunsts allerhelligste.
Baaret av fru Dybwads geni kunde dronning Teudelinga
ogsaa ha kommet derind. Men frk. Doris Johannessen evnet
ikke at løfte skikkelsen op av et mørke hvor ingen kunde se
hvordan den virkelig ser ut.
Frk. Johannessen hadde misopfattet rollen, eller hun
evnet i ethvert fald ikke at gi den rigtige dronning.
Rigtignok er dronningen som forvandlet efter den vid
underlige nat. Hun «blusser og straaler av lykke». Mens
der før hadde staat et pust av kulde ut fra hendes haarde
sind, saa strømmer der nu varme ut fra hende. Men hun
er da et ildsprutende berg, omend i ro. Det som ligger paa
bunden av hendes «tindrende lyse stemning», det er da
hendes sydende livsbegjær, som for første gang i hendes liv
er blit mættet. Derav hendes hoverende lykke, hendes yre,
kaate jubel.
«Eu kattekilling er kommet løs i bringe
og boltrer sig, kaat og skamløst yrt!»
Men frk. Johannessen var saavisst intet ildsprutende berg.
Hun var som en kurrende turteldue. Og det falder ganske
i det komiske, nåar kongen jamrer over at dronningen har
mistet sin «stille, fromme ynde». Det var jo det hun var
fyldt av! Intet sydende livsbegjær var det som la varmen i
135
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
