Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Av det moderne aandsarbeide - Historie. Gerhard Gran: Rousseau i det tyvende aarhundrede. Genferen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Av det moderne aandsarbeide.
skrifter han seiv satte pris paa, undertegnet han sig med
stolthet: Rousseau Citoyen de Geneve.
Og endelig da forfølgelsen brøt løs mot ham, og han
hadde et tilflugtssted behov, saa var det mot Genf han
vendte sine skridt som mot sit fædrene hus. Men fødebyen
hadde kun kulde tilovers for ham, ja mere, den stillet sig i
forfølgernes række, brændte hans skjønneste bøker, utviste
ham, saa han tilslut frasa sig sin borgerret og i bitterhet
vendte sine landsmænd ryggen.
Men trods alt dette, og trods mange haarde ord som
undslap ham i kampens hete, vedblev han dog til sin sidste
stund at omfatte sit hjemland med den øm meste kjærlighet
og taknemmelighet.
Strækker Genf sig saaledes som den røde traad gjennem
Rousseaus liv, saa er det samme ikke mindre fremtrædende
i hans verk e r. Det viser sig allerede i det ydre, i sprog
formen, omend her ikke sterkt, da han jo fandt sine literære
mønstre væsentlig i Frankrike; men likesom han i sin uttale
beholdt noget av den genfiske akcent, saa er heller ikke hans
skrevne ord frit for schweiziske provineialismer, hans sprog
er ikke helt rent og har med utbytte været gjenstand for
Hittige filologers studium og undersøkelse av genfiske uregel
mæssigheter.
Men det er dog først og fremst gjennem sine følelse r
og tanker at Rousseau var og blev genfer i snart sagt alle
sine verker. Den nbetvingelige motbydelighet for det franske
aristokrati som kommer til ntbrnd i den første Discours, er
genfisk; det likhetssværmeri som gjennemaander hans anden
Discours, fandt han paa bunden av sin genfiske borger
sjæl; i brevet til dWlembeit, Rousseaus mest genfiske skrift
og hans egen yndlingsbok, er det genferborgerens ældgamle
hat til teatret som gir sig luft; i La Nouvelle Héloi’se er det
ikke bare landskapet som er schweizisk; men den helt
igjennem protestantiske religiøse og moralske aand
som gaar igjennem romanen, er utpræget genfisk. Den
melankolske lidenskap, den ræsonnerende og ofte prækende
deklamation, og mange underordnede egenskaper, hvorved
personerne utmerker sig, förekom dåtidens franskmænd nye
og vovede ting. Rökens enestaaende sukces i Paris vilde
være uforklarlig uten denne genfiske nyhet som hen-
199
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
