Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - A. C. Svarstad: Christian Krohg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christian Krohg.
Allikevel! fra vor tids standpunkt er der over disse
«ottiaarene» en viss nimbus, og det er saamen ikke uten grund.
Det var da en hel række meget begavede mænd som sam
tidig satte ind, og selve tiden var saare gunstig. Det var en
handlingens tid, og den kunde saa meget lettere være det,
fordi den jo ikke tyngedes hverken av ørkesløs spekulation
eller ømfindtlig ansvarsfølelse, den var alt for ungdommelig
ensidig til at la sig distrahere av refleksion over nogen ting.
Programmet var obligatorisk som skylapper, derfor kunde den
holde retningen og trampe vei og fik den et støt utenfra,
saa retningen forandredes litt, saa fortsatte den igjen, trøstig
efter næsen og skylapperne. Ja slik kan det ta sig ut for
vor tid ottiaarene virker for os som kunstens lykkelige
ungdomsperiode her i landet – som en tid der ruttet og
svindlet med ungdom slik at den gjorde boet konkurs
for al virkelig ungdomsfølelse en konkurs som det vil ta
mange decennier at gjenoprette; ti de aandelig umyndige og
mindreaarige, der til alle tider løper omkring og huier, tæller
ikke med i boet.
Men allikevel —og til syvende og sidst — man holder av
og beundrer denne tid og dens folk. De hadde saa meget
som vi har fornemmeise av at vi ialfald delvis er gaat tapt
av, de hadde først og fremst tro paa sig seiv og sin handle
evne, og de har virkelig ogsaa utrettet noget. For
malerne ialfald tror jeg Krohg staar som den man først og
sidst tænker paa, nåar man nævner den tid disse «otti
aarene», som han seiv betegner som «en historie» lavet av
kunsthistorikere, endda han seiv gaar omkring som et
levende dementi av sin egen paastand. Jo «ottiaarene» har
nok været og de er fremdeles, og vil nok vedbli at leve
temmelig længe endnu. Enkelte av Krohgs aller sidste smaa
landskaper og mariner har en farvernes klarhet og friskhet
der kan maale sig med en hvilkensomhelst professionel
nntidskolorists, og aktstudien av den gamle kone er som studie
realistisk kraftigere og intimere tegnet end nogen anden her
vilde magtedet; men den er tillike noget andet og mere end en
dygtig aktstudie. Den er et aapent dokument om utviklin
gens og forgjængelighetens übarmhjertige lov, en nøken og
simpel sandhet overfor hvilken alle taakede dybsindigheter
blir til bleksott. A. C. Svarstad.
231
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
