Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Kulturblomstringernes lov. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
a-j<) Chr. Collin.
at man maa skjelne mellem hjernekraft eller intellektuel og
moralsk livsdygtighet paa den ene side og muskel- og nerve
kraft m. m. paa den anden. Men i det store og hele og i længden
er der en nær sammenhæng mellem begge. De menneske
grupper, som gjennem aarhundreder faar den bedste er
næring og den længste og mest omhyggelige opfostring, maa
under ellers like vilkaar bli bedst utrustet i begge henseender.
Anvender vi dette biologiske synspunkt paa den norske
historie, kan vi si, at det gamle Norges opgang maa ha
været (ialfald for en del) bygget paa grundlag av aarhun
dreders eller aartuseners længere og længere, mere og mere
omhyggelige opfostring av de slegter, som fik adgang til at
leve videre giennem en efterslegt. Alle kraftige racer
kunde man ut fra dette synspunkt si maa ha været
dannet paa denne maate. Og racen kunde bli ved at gaa
fremad, indtil nye samfundsvilkaar frembragte et omvendt
(eller bakvendt) utvalg. Et saadant maa ha forberedt det
gamle Norges nedgang. Et mere og mere parasitisk aristo
krati av barnefattige (eller endog barnløse, som geistligheten)
hindret nye kraftige slegter fra at rykke op til at danne et
nyt naturlig aristokrati.1
Ut fra dette synspunkt falder der efter mit skjøn nyt lys
over forfædredyrkelsens racedannende rolle. Det at
etterlate sønner, og i det hele en talrik efterslegt, som kunde
ofre til de avdødes aander, maatte ifølge denne religion
komme til at ansees for et attraaværdig livsmaal. De mest
velstillede, de mest livsdygtige søkte gjennem tilstrækkelig
tidlige og barnerike egteskaper at sørge for sit og sine for
fædres ettermæle og livsophold efter døden.
I det gamle Norge gik forfædredyrkelsen litt efter litt av
mode. Aristokratiet blev forholdsvis barnefattig, delvis gjen
nem giftermaal med arvedøtre, hvad der efter Galtons paa
visning har ledet til adelsætters utdøen i mange lande. 2 I lys
av dette forhold kan vi skjønne, at netop forfædredyrkelsen
i aartusener kan ha motvirket tilbøieligheten til at holde gods
og guid samlet paa faa hænder (t. eks. gjennem utsættelsen
av barn).
J) Jfr. J. E. Sars: &Udsigt over den norske bistorie» (1873—1891), passim;
især 11, 171 ff, 398—9.
2 Siden arvedøtre ofl est er eneste barn av litet frugtbare mødre og seiv
arver disses ringe frugtbarhet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
