Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Nye bøker - Kristian Elster: Sigrid Undset: «Jenny». Roman - Sigurd Meidell: Hjalmar Christensen: «Fogedgaarden»
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
HJALMAR CHRISTENSEN: «Fogedgaarden.»
Nye bøker.
Naar frøken Undset skal fortælle om disse mænd, er det plud
selig som him savner noget, fantasi, en smule smil, ironi.
Dette er de indvendinger jeg synes der kan gjøres mot
denne bok. Men de svinder alle hen, nåar en tænker tilbake
paa og samler det blivende indtryk av denne merkelige
roman. Da mindes skildringens dype sanddruhet, iagttagel
sernes skarphet, dens intense liv. Den er ikke til at komme
forbi, den blir igjen i ens sind som en smerte en har oplevet.
Der er noget betagende, noget gripende ved denne bok, den
har sin egen levende, selvstændige sjæl. Den gjør det samme
voldsomme indtryk som Amalie Skräms første bøker; der er
i dens bitre kulde en idealitet, som stiller sine übønhørlige,
alvorlige krav. Og der er et vidnesbyrd om en stor, sand
dru digterevne.
Det er længe siden der her i landet utkom en bok fuld
av saamegen besnærende kunst som Hjalmar Christensens
nye fortælling «Fogedgaarden». Heller ikke vil man ha let
for at finde nogen nulevende norsk forfatter, som i sit talent
forener de mange noksaa uensartede egenskaper, hvorom
denne bok vidner. Siden Christensen ifjor utgav sin meget
omtalte bekjendelse «Et liv» og med dens eiendommelige,
veltalende kunst hævet sig op over den man kan vel kalde
det relative übemerkethet, han indtok som skjønlitterær for
fatter, har han vundet frem til klarhet over de bedste værdier
i sin kunstneriske personlighet. Det betagende ved det hen
synsløst aapenhjertige opgiør ifjor var ikke bare det, at det
med en underlig bitter sanddruhet fortalte om personlig
oplevelse og lidelse, og heller ikke bokens artistisk blendende
skildring av en interessant og betydningsfuld strömning i norsk
aandsliv; for mig vil de avsnit i længden staa som de dypeste og
rikeste, hvor utviklingen og forfatteren holdt «pause» i de
inderlige og vakre kapitler om barndomshjemmet vest i fjord
bygden. Det oprevne, fillede og forbitrede i hans person
lighet, skuffelserne, mistilliden til sig seiv og sin tilværelse,
som altsammen drev Hans Heigaard ut i det hidsige liv, der
Kristian Elster.
656
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
