Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Georg Brandes og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
84
Halvdan Koht.
derne samfundsdrama, og det personlige venskap som i samme
aar blev indledet mellem disse to kraftige, nærsagt
lidenskabelig personlige mænd, blev av største betydning for Ibsen.
Den norske digter hadde før ikke hat ublandet glæde av sine
venskaper; hans venner hadde altfor gjerne villet gjøre sig
til hans formyndere og søkt at kue hans personlighet. I
Brandes fandt han en ven som netop kaldte paa det dypest
individuelle hos ham og hjalp til at frigjøre ham fra alle
konventionelle hensyn. De lo brev som han skrev til
Brandes vinteren 1870—71 om «menneskeaandens revoltering», de
var ogsaa uttryk for et gjennembrud hos ham selv; det ene
av dem skrev han endog kladd til, saa vigtig følle han det.
Og venskapet mellem digteren og kritikeren blev til et
vaaben-broderskap, hvor snart den ene, snart den andre gik i spidsen,
men hvor maalet for kampen var fælles. Det gjaldt om
personlighetens frigjørelse i kunst som i moral, i tænkning og
digtning.
Da Brandes — for netop fyrt i aar siden, den lf)de februar
1872 — sendte ut første bind av sine «Hovedstrømninger»,
da kjendte straks Ibsen, at denne bok var «epokegørende i
vor livsbetragtning»; den satte «et svælgende dyb mellem
igaar og idag», og om tyve aar vilde man «ikke kunne begribe,
hvorledes det aandelig taget var leveligt hjemme før disse
forelæsninger». De kom som en befrielse ogsaa for ham selv,
og han styrtet sig ind i kampen med drama efter drama,
mens forargelsens skrik reiste sig voldsommere og
voldsommere mot ham, — aller værst mot «Gengangere», som saa
hensynsløst sparket overende gamle moralbegreper.
Brandes, som i sandhet ikke hadde været ræd for at
reise strid, var ikke videre nøid med slik kampmaate. Han
skrev i et brev til Bjørnson (januar 1882): «Jeg er overbevist
om, at det gaaer Dem som mig. De er ei synderlig glad
over Stykket selv; thi vi trænge til Arbeider, der overbevise
og vinde, ei til saadanne, der tirre og skræmme,
dernæst er det saa uheldigt at Gengangerrepliken, den
afgjørende, er sat i Forbindelse med Udtalelsen af det
Konventionelle i Forbudet mod Ægteskab mellem Halvsødskende. Men
hvad skal vi med den Opposition? Jeg for min Del har
ingen Brug for den. Jeg har 1) aldrig havt nogen Søster, 2)
aldrig villet gifte mig med hende, 3) er jeg’ allerede gift. Men
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
