Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Halvdan Koht: Georg Brandes og Norge
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
88
Halvdan Koht.
Der sporer, skimter, aner jeg slet intet Ungt. Et Par vakre
yngre Mænd, jeg der har seet, tage sig ud som yngre Sønner
af gamle, næsten uddøde Adelsfamilier; de bære
Familie-vaabnet paa en imponerende Signetring og studere Heraldik.
Fremtid have de ikke og bringe de ikke; men tiere af dem
have Tournure. «Man maa have Aand eller Tournure», som
en affecteret gammel fornem Dame sagde i Kjøbenhavn.
Svenskerne have denne Holdning (ogsaa i det Litterære),
som til en vis Grad erstatter Aand. Nei dér er intet at hente.
Rydberg er en Undtagelse, men en Svale, som ingen Sommer
bebuder. Norge kan altsaa i ethvert Tilfælde rose sig af at
være det eneste aandeligt levende af de tre Lande, og jeg
veed ei, om I der ere sikrede mod et reactionært Haglveir,
der kan træde Eders Spirer ned; men jeg har det Indtryk,
at det, selv 0111 det kom, ikke kunde gjøre den Art Skade,
det i Danmark har gjort.»
Der var virkelig liv i Norge i disse aarene. Sars og
Lieblein utgav i 1877 og 1878 sit «Nyt norsk Tidsskrift»,
tungt i formen, men rikt i indhold, og frit og modigt i tanken.
Ibsen og Bjørnson formelig kappedes om at utslynge
spræng-stof-ladde verker mot det gamle samfund. Og en ny ungdom,
— Arne Garborg, Alexander Kielland, Amalie Skram, Gunnar
Heiberg, — tok op kampen jamsides med de gamle. Det
var ikke én av de unge, uten han hadde faat paavirkning,
lærdom og mod hos Georg Brandes; de stod alle i gjæld til
ham for den personlige frigjørelse og den talefrihet de hadde
vundet. Kielland skrev til ham i 1880: «De er den, jeg har
lært mest af — mere end af nogen Landsmand; til Dem og
Deres Broder føler jeg mig ganske anderledes knyttet end til
nogen herhjemme; jeg er stolt af at føie mig i Aandsslegtskab
med Eder, medens det ikke er frit for, at jeg stundom maa
le lidt af mine Landsmænd — selv af de «største» blandt
dem.» Og selv om Brandes ikke vedblev at være for alle de
andre det som han altid var for Kielland, —
«feldmarsehal-len», som «satte hans folk op og gav dem mod og’ slagorden»,
saa hadde han dog en gang for alle hjulpet dem til det
av-gjørende gj ennembrud.
I disse aarene, mens Brandes bodde i Berlin, var det at
baandet blev fast knyttet mellem ham og det unge Norge.
I et par aar skrev han stadig korrespondanser om tidens
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
