Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Wilhelm Keilhau: Vort nationale demokrati
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
120
Wilhelm Keilhau.
skræmmemiddel mot venstre og" arbeiderdemokraterne i det
underjordiske valgarbeide og i statsminister Konows taler.
Blandt sine mange andre uheldige følger har dette snak
om georgeismen ogsaa bragt arbeidet for
grundværdistignings-skat ind under en forkjert synsvinkel. Denne reform er
nemlig for almenheten kommet til at fremtræde som et led
i en særlig agrarpolitik, mens den i virkeligheten er et led
i demokratiets angrep paa al ufortjent gevinst.
Det er nemlig demokratiets store retfærdighetskrav, at
den enkeltes uforskyldte tap skal bæres av alle, mens den
enkeltes ufortjente vinding skal komme alle tilgode.
Det første vil naaes ved de store folkeforsikringer, det
andet ved en sterk skat paa al ufortjent gevinst, først og
fremst paa al ufortjent værdistigning. Ikke bare paa
grundværdier, men ogsaa paa kapitalværdier. Og ikke bare paa
den værdistigning, som skyldes offentlige foranstaltninger,
men paa enhver værdistigning, som ikke skyldes eierens eget
arbeide, hvad enten nu dens aarsak maatte være andres
arbeide eller samfundets rent automatiske vekst.
I den sats, at den enkeltes ufortjente vinding skal komme
alle tilgode, mens den enkeltes uforskyldte tap skal bæres
av alle, ligger i virkeligheten indholdet av demokratiets
likhets-krav. Demokratiet vil ikke utjevne al ulikhet, men al
ufortjent ulikhet. Det vil prøve at forvandle samfundet fra et
lotteri til en organisation.
Denne utjevningstanke hviler paa solidaritetens ide, som
er det fælles store grundlag for alle fremskridtspartier i vore
dage. I spørsmaalet om arbeidstvisters løsning har det
imidlertid vist sig, at vore socialdemokrater endnu ikke er
naadd længere end til en følelse av klassesolidaritet. De
bygger nok paa samholdet inden sine egne rækker. Men
utad fordrer de fuld frihet til klassekamp mot arbeidsgiverne.
Solidaritet inden deres egen klasse, den mest hensynsløse
individualisme i forholdet til de andre samfundsklasser. Jeg
skulde være fristet til at lage et nyt fremmedord til at
betegne denne opfatning med og kalde det klasseindividualisme.
Venstre derimot hævder solidariteten mellem alle
samfundets klasser. De vil ha arbeidstvisterne endelig avgjort
ved lov og dom. At dette er venstres slutmaal blev utvetydig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
