Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Harald Nielsen: Retningslinier i moderne litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Retningslinier i moderne Litteratur.
157
Forklædninger, kun har saa faa virkelige Fremtrædelsesformer.
Der er meget snævrere Grænser for, hvad Menneskene kan
tinde, end for, hvad de kan finde paa at søge.
Dette Princip, Simpelhedens Princip, vil jeg lægge
til Grund for min Undersøgelse. Ved at kaste et Blik tilbage
over det forløbne Aarhundrede vil jeg" prøve at finde den
større Rytme, vi bæres af.
For at afværge Misforstaaelse maa jeg indskyde en
Bemærkning. Naar man taler om aandelige Bevægelser, som
om de fulgte efter hinanden og" afløste hinanden, beror det
paa en vis Idealisering af Forholdet. Saa regelmæssigt gaar
det nemlig ikke. Til enhver Tid lever der Mennesker af alle
Arter og med alle Anlæg, og den ene Art udrydder aldrig
den anden helt. Derfor er al skematisk Regelmæssighed
han-lyst fra Aandens Historie. Det bør ikke forundre, at man i
Naturalismens Tid finder frie humane Aander, som Gotfried
Keller, saalidt som det er mærkeligt, at Naturalismen i
Ro-mantikens Tid har sin store Forløber i Balzac. Ibsen,
Bjørnson, Strindberg og Drachmann er hver for sig Vidnesbyrd
om, hvorledes Tidens Indflydelser omsmeltes, naar de
optages i en overlegen Aand eller i en rig Personlighed.
Nei, en Tid faar ikke sit Præg, og forandres heller ikke
i sit Præg, fordi nogle betydelige Aander af en bestemt Type
lever og arbejder i den, men først derved, at baade
Videnskab, Kunst og Samfundsliv gaar i en bestemt Retning.
Dette var Tilfældet i Begyndelsen af nittende
Aarhundrede. Naar vi nu ser tilbage, svinder Forskellene, der
dengang syntes saa store, ind til Ubetydeligheder i
Sammenligning med den dybe Modsætning, hele Tidsrummet staar i til
en følgende Tid. At nogle troede at se Aander og andre ikke
er mindre væsentlig i Sammenligning med, at hele deres
Verden var Aand, medens den følgende Tids var Stof.
I Tyverne og" Trediverne naar Tidsaanden sin yderste
Spids i Hegelianismen, Aandens absolute Herredømme. Denne
gaar sin Sejrsgang gennem Landene som det klareste Udtryk
for, til hvilken Side Menneskene hældede.
Omkring Midten af Aarhundredet afløses Revolutionens,
Romantikens, Goethes, Liberalismens, Hegels Tidsalder af
Realiteternes Tidsalder.
Noget tidligere og noget senere de forskellige Steder. En
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
