Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Møller: Det nye Islands drama og dramatikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242
Arne Møller.
vikling er. Literaturhistorisk kan det sies med én sætning:
Med Johann Sigurjönsson er den nyislandske digtning med
ett slag blit mere end et led i folkets selvutvikling
— ti den store digtning taler til al verden.
Johann Sigurjönsson er født 19de juni 1880 paa gaarden
Laxamyri i det nordøstlige Island. Temmelig gammel gik
han i latinskole i Reykjavik. Efter fjerde klasses eksamen
tok han til Kjøbenhavn. I nogen aar gik han nu paa
landbohøiskolen der. Han manglet kun et aar i at være færdig;
men da studiet ikke tilfredsstillet ham, opgav han det og
kastet sig over digtning.
1905 utkom Dr. Rung, drama i 4 akter (Gyldendalske
bokhandel, Kjøbenhavn); 1908: Bond inn å Hrauni, leikrit
i fjörum ])åttum (SigurÖur Kristjånsson, Reykjavik); 1911:
Bjærg-Ei vind og hans hustru, skuespil i 4 optrin
(Gyldendalske bokhandel, Kjøbenhavn, Kristiania).
Desuten har han skrevet en del digte, nogen paa dansk,
andre paa islandsk (f. eks. i Berlingske Tidende, i
Skir-nir og Einreiöin).
Efter forfatterens meddelelse kan hertil føies: «Inden
jeg skrev Bjærg-Eivind, gik jeg tvers over den islandske ørken
fra Akureyri til Reykjavik for at se saa meget som mulig
med mine egne øine.» Av sin barndoms dramatiske indvielse
har Johann Sigurjönsson git følgende lille billede:
«Paa min fødegaard Laxamyri blev der hvert aar engang
imellem jul og nytaar opført et skuespil. En av mine brødre
var direktør — undertiden ogsaa forfatteren. Mine ældre
søskende og arbeidsfolkene var skuespillere. Far og mor, vi
yngste børn og folk fra de nærmeste gaarder var tilskuere.
Det blev opført i en rummelig sal; en svær muret skorsten
hjalp med at skille scenen fra tilskuerpladsen.
Jeg var 5—6 aar, da min bror en dag spurte mig, om
jeg vilde forære ham mine muslinger. Jeg visste ikke, hvad
jeg skulde si, de var det kjæreste jeg eide.
Ellers kan vi ikke spille, sa han.
Det forekom mig, at han var høitidelig som selve presten,
og han fik dem alle, baade de røde og de blaa og de
sne-li vi te.
Dagen gik i spænding. — Jeg lurte paa prøverne — hørte
frygtelige stemmer — kunde daarlig sove om natten.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
