Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Arne Møller: Det nye Islands drama og dramatikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Det nye Islands drama og dramatikere. 253
— Hadde jeg blot bevaret troen paa min egen kjærlighet. Men
jeg elsker dig ikke længere.» —
Og mens Kari gaar ut for at hente brænde, styrter Halla
ut i snestormen og døden. Han følger efter.
Man kan maaske trevle denne storslaatte akt op og anke
over, at Hallas vilde fortvilelse ikke er klart motiveret. Har
hun ret i sin bitre visshet, naar hun sier, at Kari ikke elsker
hende? Hans egne forsikringer synes at motsi det: «Ingen
kvinde har været større i sin kjærlighet end du. — Jeg elsker
dig, og jeg har altid elsket dig. — Du maa heller ikke
forlange det umulige av et menneske.»
Er hun da blit knækket paa sjæl og legeme av sult og
lidelse og under byrden av sine børns død? Det synes
rimeligst. Dog kunde man i saa fald ha fundet en slutning
sandsynligere, hvor de søkte døden sammen i deres
fortvilelse.
Men en saadan kritik føles som snusfornuft overfor et
digterverk, der i sin nøkne gru taler saa sterkt om livets
fortvilelse og dødens jammer.
Og overfor denne kvindeskikkelse. Hun er saa
storslaat i sin sterke kvindelighet, at hun synes enestaaende
i nordisk poesi i sin kjærlighets enkle kraft. «Jeg drømte
engang om to mennesker. Den eneste lov for dem var deres
hjerter. De var hinandens speil. Intet kunde skjule sig for
det speil, derfor vernet de om deres handlinger. Da de
hadde levet et langt og et smukt liv, kom de i den yderste
nød. Sulten nærmet sig det fine spind, som tiden hadde
vævet mellem dem, og vilde rive det over. Da saa de
hinanden ind i øinene og gik sammen ut i snestormen for at
dø.» Det er Njaal og Bergtora igjen.
Hun er midtpuntet for digtningen i den grad, at dramaet
med større ret kunde ha baaret hendes navn alene.
Og som hun synker sammen i sin fortvilede bitterhet,
er hun ved at bli til en kvindelig Job. Der er neppe i
nordisk digtning naadd nærmere hen imot gammeltestamentlig
bitterhet end i denne kvindeskikkelse, der sitter og forbander
sit liv og sin Gud: «— Desuteii vet du ikke, om din store
dommer er glad for det, som du kalder gode gjerninger.
Han er maaske mere glad for de onde. — Se engang paa
mig. Du kunde ikke være mere grusom imot din værste
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
