Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Chr. Collin: Den nye livsvidenskap, i dens indvirkning paa kulturlivet. I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Den nye livsvidenskap.
287
Men selv om den berømte tyske videnskapsmand kunde
antages at ha tat for grovt paa Darwins lære, maa vel i det
mindste Darwins egen berømte landsmand og haandgangne
mand, professor Huxley, ha forstaat sin store lærer og
mester. Professor Huxley var i England den
videnskapsmand, som bidrog mere end nogen anden til at Darwins
lære trængte seierrik igjennem. Det vakte derfor med rette
en overordentlig og, man kan vel si, verdensvid opsigt, da
professor Huxley, bekjendt som en lærd, sandhetskjærlig og
i grunden dypt menneskekjærlig forsker, i et hefte av
tidsskriftet The Nineteenth Century for 1888, gik næsten endda
videre end professor Häckel i sin tolkning av Darwins lære
om kampen for tilværelsen.
I Huxley’s navnkundige essay (The Struggle for Existence
in Human Society) fremstilles naturen som en slagmark, en
valplads for den evige krig, og dyrelivet som et slags
gladiator-skuespil, hvor der ikke gives grid. «De sterkeste, de
rappeste og de listigste lever videre for at kjæmpe ogsaa den
næste dag.» «Den færdighet, den opøvelse, de viser, er
vidunderlig. Men en tilskuer maatte lukke øinene, hvis han
vilde undgaa at se, at lidelse (mere eller mindre varig) er
baade de beseiredes og seierherrens løn.» Denne
gladiatorkamp «foregaar i hver krok av verden, tusener av ganger
hvert minut, og var vore øren skarpe nok, hørte vi
ustanse-lige skrik, som dem Dante hørte ved indgangen til
helvede . . . .»
Dette var, merkværdig nok, den samme natur som en
forutgaaende tids store digtere og tænkere, fra James Thomson
og Rousseau, Wordsworth, Shelley og Byron, til Victor Hugo
og Lamartine, Henrik Wergeland hos os, hadde betragtet
som det gjenfundne paradis, et freds-viet tempel, en kirke,
et uskyldighetens Eden. Den samme natur var nu blit til
den evige krigs helvede, ifølge Huxley. Saa mægtig var det
omslag i natur-opfatningen, som litt efter litt fulgte med
Malthus’ og Darwins lære om kampen for tilværelsen.
Mens naturen for en forutgaaende tids tænkere og
digtere hadde været besjælet av guddommelig godhet, en mor
for alle sine barn, blev den for en ny tids digtere og tænkere
en «stedmor» (som for Leconte de Lisle, i La Fontane aux
Lianes), en ravnemor, en umoderlig mor, — lik den gamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
